Af Lea Nelhorf
På midten af scenen står et badekar. Det badekar står på en sandhøj omkranset af kaktusser og andre ørkenplanter. Længere fremme på scenen står en seng, to høje messingpalmer og en stol. Scenens vægge er dækket af støvede mintgrønne stoffer i flotte draperinger. Det smukke ydre og den endeløse ørkenvandring bliver så smukt etableret fra start af i Christian Friedlanders smukke scenografi.
Det er Big Daddys fødselsdag. Hans sidste fødselsdag vel at mærke, og hele familien ved det undtagen ham selv. Brick, den yngste søn ligger i badekaret i fuld gang med at drukne sig selv og sorgen over hans bedste vens død i store mængder whiskey. Håbefuldt venter han på det fredfyldte klik i hans hoved. Maggie, hans kone er ramt af altoverskyggende frustration over Bricks manglende interesse i hende og deres barnløshed. Den ældste søn Gooper og hans kone Mae lusker rundt og forsøger at fedte sig til Big Daddys arv. Med sig har de deres fem larmende og skrigende børn, der forstyrrer, synger og leger uregerligt konstant. Big Daddy har et svagt punkt for Brick og kan egentlig ikke lide Gooper. Brick ønsker intet af hans far. Så der er uden tvivl dømt kæmpe familiedrama og intriger, så det basker.
Men jeg er fuldstændig i vildrede, når det kommer til hvem, jeg egentlig skal sympatisere med. Hvem skal jeg holde af? Hvem skal jeg holde med? Jeg smågriner af Big Daddys voldsomme og spydige kommentarer til sin kone, når børnene endnu engang på absurd vis forstyrrer og afbryder en alvorlig scene med fuld musik og sang, og når Gooper og Mae på nærmest Chaplin-agtig facon forsøger at skjule sig. Men jeg føler aldrig, at jeg kommer rigtigt ind under huden på nogle af dem.
Desværre har man valgt i instruktionen, at de fleste replikker skal spilles ud mod os, publikummet, og ikke til dem der egentlig snakkes til. Ingen snakker rigtig med hinanden, og det giver jo i sig selv rigtig god mening på et dybere plan, for der er jo ingen der lytter til hinanden i denne her familie. Men det bliver bare hurtigt underligt, fjernt og uvedkommende. De føles mere som enkeltstående monologer og ikke én hel og samlet forestilling. Rigtignok er Tennessee Williams tekst skøn, poetisk og propfyldt med smukke metaforer, men det føles som om de kvæles af den monotone fremsigelse og den opgivende stirren ud i ingenting. Karaktererne bliver så teatralske, at jeg simpelthen mister interessen i dem. Og det bliver virkelig kedeligt.
Jeg forstår og er med på, at de ikke er nærværende i deres familie, men kan det virkelig være rigtigt, at jeg heller ikke skal kunne mærke dem nede i salen?
Jeg forlader det smukke Betty Nansen Teater med en ærgerlig tom følelse. Spørgsmål og undren. For hvad ville denne forestillingen mig egentlig? Hvorfor skulle nogle replikker fortælles i mikrofonen, når andre ikke skulle? Hvorfor skulle handlingen afbrydes med sang? Hvorfor havde de overhovedet en musiker på scenen? Og hvorfor i alverden skulle han slæbe rundt på en hund hele tiden?
Hvem: Betty Nansen Teatret
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 17. november – 31. december 2018
Foto: Christian Friedländer