Af Kira Bach Pedersen
Når Carla står og betragter det store rødkålshoved i sin hånd, ligner det til forveksling Hamlets iagttagelse af Yoricks kranie i Shakespeares skuespil af samme navn. Alas, poor Carla! Ligesom Hamlet dykker Carla ned i minderne af en fortabt tid. Kålen var hendes eneste selskab og trøst i den hårde barndom på farmorens kålmarker.
Men det er ikke på denne dystre måde, at forestillingen begynder. I stedet indtager Carla, spillet af Anja Nielsen, livligt scenen som aftenskolelærer med et par få praktiske bemærkninger om det såkaldte kursus omhandlende fermentering af kål og går så ellers i gang med passioneret at fortælle om kålens opbygning og hemmeligheder.
Stemningen er let og behagelig mens Carla fyrer jokes af. Illusionen om aftenskolekurset er overbevisende og med ét føler man sig forbundet til resten af publikum. ”I er her jo alle frivilligt,” bemærker Carla. I det øjeblik er jeg overbevist om, at vi rent faktisk er her for at lære at fermentere kål. Naturligvis er forestillingen mere eksistentialistisk end det. Kål er kultur, og Carla har viet sit liv til kål.
Så snart gæringsprocessen af kålen går i gang, trækker Carla en hvid hættetrøje over hovedet og stemningen skifter brat til en mere mørk og dyster en af slagsen. Hendes monolog bliver monoton i sin udførelse idet naturligheden og spontaniteten i Carlas fremtræden forsvinder. Publikum mister forbindelsen til karakteren i det lille, intime rum. Selve rummet bruges i øvrigt særdeles godt i forestillingen. Nielsen formår i rollen som Carla fysisk at udnytte både gulve og vægge.
Konceptet om aftenskolekurset er troværdigt udført, og i første tredjedel af forestillingen er der indskrevet fine passager om Carlas liv og forhold til kål. Vi kommer dog aldrig tilbage til aftenskoleformatet efter Carla går i gang med sin indadvendte monolog. De lange og tunge anekdoter afbryder komplet kontakten til publikum. Det er ærgerligt. Jeg undrer mig over, at et ellers så veludført koncept droppes halvvejs, da vi underholdes af Carlas fine metaforer og spydige referencer til restaurant Noma og Svend Brinkmann. Er hele ideen med aftenskolen blot en undskyldning for at kunne skifte over til en mere klassisk, dramatisk monolog? Det kommer til at fremstå sådan, og det er en nu skam, men relationen til kålen består dog alligevel igennem hele stykket.
Hvem: Teater Hvis
Hvor: Teater FÅR302, København K
Hvornår: 19. okt. – 28 okt. 2018
Foto: Michael Søndergaard