Af Marie Vernegreen Christensen
Jeg går på stranden. Det er tusmørke, og landskabet omkring mig er stenet. I næste øjeblik befinder jeg mig i lejligheden sammen med min kæreste. Han har lavet mad og vil give en gave til mig. Der er ingen speciel anledning, siger han. Jeg følger ham med mit blik, mens han går og tænder stearinlys. Pludselig bliver alting hvidt, og jeg bliver bedt om at tage virtual reality-brillerne af og vende tilbage til mig selv – til min egen person som jeg sidder dér i teatret. I det hvide kliniske rum med en masse andre tilskuere, der også lige har lagt brillerne.
Karen er ikke blot ked af det. Hun er i konstant smerte. Hun har ikke en svær opvækst med i bagagen og heller ingen egentlig klinisk diagnose. Til gengæld har hun en mor, der bekymrer sig om hende og en kæreste, der elsker hende højt. Der er ikke noget galt – og alligevel bliver det dét, som er galt. Der er intet at sætte en finger på, hun er bare i smerte. Og hun kan ikke mere.
Ligesom i Karens hoved, er der ikke meget progression i forestillingen. Adskilt af blackouts og skift får vi præsenteret forskellige situationer, der skal belyse tilstanden fra både Karens, kærestens og morens vinkel. Vi præsenteres sågar også for kærestens gode ven og hans syn på det. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Den skærende plage går hele vejen rundt, og jeg forstår hver person. Jeg forstår dilemmaet. Og jeg bliver sat i en situation, hvor min egen dømmekraft heller ikke kan afgøre, hvad der er bedst for Karen. Men de forskellige situationer der udspiller sig for os i det kridhvide rum, efterlader mig ofte med den samme information og følelse. Jeg forstår hurtigt, hvad vi har med at gøre og får blot sider af samme sag serveret på forskellige måder.
Situationen er stagneret. Og Karen er stagneret – det eneste hun bevæger sig imod, er tættere og tættere på det mål, hun har haft lige fra starten. Anna Nøhr Tolstrup bærer med sine store, triste øjne en tung rolle – på flere måder. Jeg kunne forstå Karens situation, mærke hendes tyngde, men jeg kom aldrig i nærheden af at lære hende at kende. Jeg tog hende ikke til mig som person, for jeg havde intet andet end den dystre følelse af smerte at putte på hende.
Selvom jeg ved hjælp af virtual reality-brillerne sådan set befandt mig inde i hendes hoved, gav det mig ikke en større adgang til hendes psyke. Det var en sjov oplevelse og fed detalje, men ikke noget der bidrog til min relation til Karen som sådan.
Når det er sagt, går jeg stadig fra teatret mærket af emnet. Hvad stiller vi op med en ung person, som er mæt af dage? Hvem ved bedst? Er døden altid dårlig? Emnet i dette hvide slutspil er interessant, vedkommende og modigt, men selve opsætningen kan desværre ikke helt tillægges samme tillægsord.
Hvem: Teatret Svalegangen
Hvor: Aarhus
Hvornår: 20. okt. – 24 nov. 2018
Foto: Morten Fauerby // Montgomery