Af Lea Nelhorf
‘Far er sur’ er lavet over Philip Ytournels børnebog af samme navn, og ligesom den er forestillingen sparsom på ord. Alt udtrykkes igennem et klart kropssprog og Thomas Dinesens helt igennem fantastiske og geniale musik. Her er ingen ord, og det fungerer vanvittig godt og gør forestillingen både levende, sjov og nærmest legende simpel. Især i sit udtryk men bestemt også i sin forståelighed. Det er vanvittig smukt. Tonerne er livlige, energiske og veloplagte og underbygger så smukt de følelser og situationer Far og Datter befinder sig i.
Lyset går op og en pige står på den hvide scene. De fleste på de første rækker får et lille chok og udbryder et hvin. Men pigen smiler, har mørke fletninger og en flot rød kjole med strutskørt på. Vi ved hurtigt, at hun er sød. At hun er vores ven. Hun er ligesom børnene selv på publikumsrækkerne. Hun er Fars datter. Med en sort sprittusch tegner hun på den kridhvide bagvæg med badeværelsesklinker langs en af klinkerne, derefter tegner hun en større firkant. Flere firkanter. Og pludselig har vi en dør, et vindue og to skuffer. Vi er i deres hus. I deres hjem. Vi er hermed budt indenfor.
Far falder over dørtrinet og slår derefter hovedet ind i dørkarmen. Dernæst kan han ikke få sit hjemmestrikkede halstørklæde af og da det så endelig kommer af, så falder han i det. Far har ikke en god dag i dag. Far er sur. Datter vil gøre ham glad igen. Men hvordan gør man egentlig dét? Vil en lækker kop kaffe hjælpe? Et glas vin? En fisketur ude i den friske luft? Måske en fodboldkamp foran fjernsynet? Eller skal han en tur til lægen?
Datter får på samme måde, som hun tegnede scenografien, tegnet sine idéer frem i form af forskellige rekvisitter. Tegner hun en fiskestang på vinduet, er der vupti en fiskestang, når det åbnes. Tegner hun en kop til kaffen, dukker en enorm kop op inde i vinduet. Kaffen får hun ved hjælp af musikken, eminent timing og primitive lydeffekter, omhyggeligt lavet på hendes optegnede espressomaskine. Det er en smule mærkværdigt, men allermest vanvittig morsomt, og både jeg og børnene smiler og griner højlydt. Sådan gentager Datters ihærdige forsøg sig, uden på nogen som helst måde at føles som en gentagelse. Forestillingen er så varierende i sine udtryksmåder og står aldrig stille.
Det er praktisk talt umuligt at kede sig i de to spillere Christopher Lillman og Emma Silja Sångrens selskab. De er propfulde af energi og engagement. De er åbenhjertige, kærlige og afsindig sjove som Far og Datter, og om end ikke mere geniale i deres skiften af roller. Som fx når Datter forvandler sig til italiensk tjener med smørret smil og kæmpe overskæg og Far bliver helt forfjamsket og feminin. Det er bragende morsom og uhyre sjovt!
Selvom forestillingen indeholder så meget surhed, så er den intet mindre end fantastisk! Den har det fineste budskab og alt den grimme surhed bliver ufattelig smuk. Det lyder måske underligt, men det hele giver så meget mening. Gør dig og dit barn den tjeneste at opleve denne hjertevarme, hamrende smukke og noget så morsomme lille perle af en forestilling! Kuren mod Fars surhed er måske slet ikke så indviklet igen.
Hvem: Zangenbergs Teater
Hvor: København
Hvornår: 6. – 28. oktober 2018
Foto: PR foto