Anmeldelse: Peer Gynt


    Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

Musikken triller. Røgen damper, og Peer føler sig fortabt. Vi starter ved slutningen og tager derefter langt tilbage. Baggrundsmelodien ulmer, og historien går i gang. Der er fuldt fart over feltet, og alle tager pis på Peer Gynt, manden der kan alt og forsvinder så langt ind i sin egen fantasi, at han ikke selv ved, hvad der er virkelighed. Du skal ikke lade dig narre af hans hvide kostume, for Peer er rigtig god til at lyve. Peer drikker, når han ikke tør være sig selv. Pludselig bliver han ramt af en kærlighed fuld af krøller, men kærlighed bliver til løgne. Vi betragter en mand der er helt høj på sig selv, også selvom han ikke ved, hvordan man er sig selv.

Skuespillerne skifter klæder. Mennesker skifter roller. Musikken skaber en fantastisk stemning. Tankevirksomheder bobler, og glemte følelser vælter frem. Månen stråler, og en vildmand er på flugt fra ansvar. I scenens ene hjørne brager musikken frem og omfavner fortællingen. Kaster elektriske eksplosioner ud til publikum. Julie Hjetland og Anna Lidell har skabt et helt fantastisk lydunivers til den ultimative dannelsesfortælling. Scenen er et øje. Scenen er en indgang og en udgang. Scenen er en kæmpe kulisse. Det runde podie i midten får verden til at rotere og skuespillerne til at løbe hurtigt. Vi er med på en rejse og følger en selfmade-man der kæmper mod et ekko af dybe stemmer. Ord bliver til gåder, og historier er op til fortolkning. Når Peer Gynt laver fejl, er det ikke ham – det er de roller, han ifører sig.

Peer Gynt er en egoist. Ingen fortæller ham, at man ikke kan betale sig fra dårlig samvittighed, og at guld ikke er et middel mod dårlig smag i munden. I første akt spilles rollen som den unge Peer Gynt af Cyron Melville. Melville har en helt vanvittig energi, og ingen kan få øjnene fra ham og hans bevægelser. Han opsluger rummet. Han er charmerende, også selvom hans rolle er enormt usympatisk. Det er en fryd at betragte. Blød techno og mænd iført hvide fremtidsdragter og tykke accenter. I anden akt skifter mennesket ansigt, og Preben Kristensen spiller den ældre men lige så selvfede Peer Gynt, der driver det vidt i en anden del af verden. Kristensen og Melville er blændende og passer virkelig godt sammen og adskilt. Rummet er proppet med dygtige skuespillere.

I anden akt afgår fornuften ved døden, og jeg bliver næsten bange. Virkeligheden ætser, opløses og klokkespil driller forstanden. Selvom der er scener jeg måske ikke lige forstår, og slutningen hakker lidt, så er jeg virkelig underholdt hele vejen igennem. Skuespillerne sprudler, og kostumerne er enormt gennemførte. Fantasien er både uhyggelig og magisk. Peer Gynts verdener kolliderer, og lagene bliver ligegyldige. De store spørgsmål runger i salen; hvordan er man sig selv, og hvordan er man sig selv nok? Aftenens forestilling var en stor oplevelse. Gal og genial. Der er nemt at gå udenom teateret, men jeg synes, du skal gå derind.

 

Hvem: Folketeatret
Hvor: København K
Hvornår: 24. okt. – 22. dec. 2018
Foto: Thomas Petri