Af Lea Nelhorf
Musikkerne kommer ind. Alle stiller de sig i hver deres spot. Nogle på sandbakken, som er scenes eneste egentlige scenografi, andre på gulvet foran. Lyset rammer dem. De rammes af solen og maler bjerge af håb med deres toner. Stemningen er sat an, og første scene begynder. Lassefar og Pelle står ved skibets ræling og videoprojektioner af hav, bølger og dunkelmørke skyer omringer dem og fylder Østre Gasværks store rum. Vi føler, vi er dér, vi er dér med dem, og vi ser dem lægge til. Vi lytter til deres drømme. Håbets toner forstærker dem. I Danmark er alt bedre. Her bliver alt bedre. Her lever drømmen og troen på det gode.
Men på Stengården møder de ikke just det Danmark, de har drømt om. De får arbejde, men bliver indkvarteret hos køerne selv og til middagsmaden serveres der heller ikke den flæskesteg med rosiner, som Lassefar ellers flittigt har proklameret. De er absolut nederst i hierarkiet, og forskellen på folk er enorm.
Videoprojektionerne på scenens enorme væg fungerer uden lige. De er vanvittig smukke og noget så rammende. Projektionerne sætter scenen og underbygger stemninger. De gør, at hele forestillingens udtryk er uhyre æstetisk. Vi mærker de sorte skyers tyngde, de mørke markers slid og de kaotiske herskabsvægges ulyksalighed. Natten er virkelig, og stjernerne glimter. Østre Gasværk er Bornholm, er Stengården. Det føles som om, vi er der.
Thomas Bo Larsen er overbevisende som den ukuelige Lassefar. Han er lunefuld og charmerende. Alle i salen trækker på smilebåndene, når han troligt fortæller hans selvfordrejede ordsprog og gode råd. Julian Horta Meier Clausen er ligeledes troværdig som den viljestærke og håbefulde Pelle. Hans skrøbelighed er hjerteskærende og hans livskraft fascinerende. Kemien mellem de to er skøn og åbenhjertig.
Et persongalleri så stort som her kræver et hold af velcastede skuespillere. Og det må man sige, dette cast er. Alle formår de at give deres karakterer dybde og personlighed på deres helt egne måder. Morten Suurballe som den intimiderende husbond, der ødelægger skæbner med magt og begær. Alene med hans tilstedeværelse formår han at fylde os med væmmelse og ubehag. Kaya Brüel som den afdankede og fordrukne mor til Rod, der ikke finder sig i noget. Den benhårde kvinde. En rolle jeg personligt aldrig nogensinde har set hende i. Men så snart hun begynder at synge, er det lige præcis den blide og rare stemme, vi kender, og det giver en helt igennem smuk og genial dobbelthed. For håbet ligger der alligevel en lille smule af i os alle.
‘Pelle Erobreren’ er en betagende oplevelse. En fantastisk fortælling om at turde drømme i en umulig verden. At håbe og tro. Den er gribende og forførende i sit visuelle udtryk. Rørende og bevægende i sin lyd. Pelles drømme, håb og gåpåmod skinner igennem, og vi forlader det gamle Østre Gasværk med samme oprejste pande og mod på at erobre verden.
Hvem: Østre Gasværk Teater
Hvor: København Ø
Hvornår: 25. okt. – 9. dec. 2018
Foto: Natascha Thiara Rydvald