Af Marie Vernegreen Christensen
‘Doktor Carl von Cosels Hemmelige Liv – en virkelig historie om grænseløs kærlighed.’ Titlen lyder jo helt hyggelig. Og du kan også sagtens læne dig tilbage, meeen der går ikke lang tid før, du opdager, at det ikke er muligt for dig blot at døse hen i behageligheden.
Tyske Carl von CoseI levede fra 1877 til 1952 og var radiolog og doktor på en tuberkuloseafdeling. Her betages han af sin unge syge patient, Elena. Han falder dybt for hende og sætter alt ind på, at døden ikke skal skille dem ad. Den skønne Elena bliver kun endnu mere skøn for os, eftersom hun ikke træder frem for publikum på anden måde end som skygge bag en afskærmning, når hun behandles hos sin beundrende doktor. Vi får lov til selv at forestille os hendes ynde, og hun bliver nærmest mytisk.
Denne mytiske forestilling af Elena foregår ikke kun i vores hoveder, men mest af alt i Doktor von Cosels. Han bliver offer for en ekstrem besættelse, som tager forelskelsens sindssyge til et helt nyt niveau.
Carl er dog ikke alene på scenen. Udover to ferme musikere er den første, vi møder, en slesk og skummel skikkelse der fortællende synger for os. Han virker som Carls overnaturlige følgesvend, en klam lampeånd eller som djævlen på skulderen. Han fortæller os, at der ikke findes slette mennesker eller slette tanker, selvom han sådan set selv virker temmelig slet. Han virker til at kunne overbevise Carl, men er i sig selv med til at understrege denne mørke underlæggende makaberhed, som stykket kredser om. Skikkelsen får liv af Lasse Popp, som passer så forbandet godt til rollen med sine røde negle, gentagne tics og rystende onde latter.
Små klange, et hjerte der trommer og finurlige instrumenter er en del af stykkets symfoni af lyde. Både lyduniverset, scenografien og helhedsindtrykket er mærket af fine detaljer. Oplevelsen bliver nærmest pervers og fuld af paradokser. Jeg synes både, det er sygt, klamt og frastødende at være vidne til, men samtidig bliver jeg fascineret og ikke mindst rørt. Spørgsmål om kærlighed, død og etik blinker som skarpe neonlys for øjnene af os, selvom scenens udsmykning egentlig er ret farveløs.
Det er ulækkert, rystende, frygteligt, morsomt, følsomt, hjerteskærende, mørkt og tankevækkende. Og så er det blot endnu mere skelvende, at historien ikke er fiktion, men har et ganske virkeligt udgangspunkt. Jeg er da i dén grad i kommet i halloween-stemning.
Hvem: Limfjordsteatret
Hvor: Nykøbing Mors samt turné flere steder i landet
Hvornår: 26. okt. 2018 – 25. jan. 2019
Foto: Lars Horn, Baghuset