Af Kristoffer Ditlevsen
Victor Hugos roman, som siden er blevet til den ret todimensionelle Disney-film, får form og kant på dansk teaters mirakelplads i Fredericia. Klokkeren fra Notre Dame er monstervild, voldsom og vidunderlig. Her er præstationer og et setup, der ikke er set flottere herhjemme. Kimen er lagt til succes.
“Quasimodo — det betyder halvskabt”, synges der fra scenen, da den pukkelryggede klokker i Lars Mølsteds skikkelse bliver introduceret i forestillingen, som må siges at være det stikmodsatte – nemlig det mest helskabte der længe er blevet præsteret. Ikke kun fordi Fredericia Teater endnu en gang rykker barren for, hvad der kan lade sig gøre, når teatermaskineri og LED-skærme går hånd i hånd. Og ikke kun fordi man her i Notre Dame oplever et kor som klokkeklart får selv englene til at synge. Har lyden i et dansk teater nogensinde været bedre? Nej! Alt dette hjælper selvfølgelig på det, men det som virkelig gør forestillingen helskabt er, at man ikke har ladet high-tec og kraftpræstationer overskygge musicalen. Fortællingen er i stedet i fokus og hurra for det.
Fredericia Teater tager dig med tilbage til 1400-tallets Paris og det religiøse epicenter Notre Dame, hvor historien udspiller sig. “Vores historie”, synger ensemblet sågar i prologen, hvor de sammen fortæller, hvad der hændte den kendte ærkediakron Frollo og klokkeren Quasimodo. Vi’et bliver også allestedsnærværende i hele oplevelsen, for publikum sidder bænket hele vejen rundt om spillepladsen. Underlagt hinanden og skuespillernes blikke. “Hvem er et monster, og hvem er en mand?”, spørger Lars Mølsted stålfast. Spørgsmålet som på vedkommende og til tider ubehagelig vis hænger i det omsluttende rum, der giver os en følelse af at sidde rundt om bålet i tidernes morgen for sammen at få fortalt og bearbejde mytestof. Denne gang angsten for det fremmede og hermed myten om de udstødte enere, der må gennemgå alverdens pinsler for samfundets bedste i troen på medmenneskelighedens sejr. Og det er i den grad betagende. Vi lever og ånder med opbuddet af syngende statuer, sigøjneres karnevaleske formegethed samt længsler, som clasher sammen med kirkens kropsforskrækkelse. En kropslig rutsjebanetur i sig selv. Alene i første akt løb tårerne ned af kinderne på mig en håndfuld gange, og følelsen sidder stadig i kroppen længe efter.
En tilsvarende rutsjebanetur leverer scenografien, når LED-skærme underbygger fortællingen og som et kæmpe kalejdoskop skifter scene og tager os med fra kirkerum til kirkespir. I øjeblikke føler man, at man nærmest sidder i Tivolis gyldne tårn med samme henrykkende gys i maven til følge. Der er som sagt tale om en knivskarp balancegang, og forestillingen ender heldigvis ikke kun med at forlyste. Den giver hurtig nydelse og siden rum til refleksion over sansebombardementet samt de hjerteskærende og skræmmende ting, vi er vidner til.
Klokkeren fra Notre Dame er som sagt en ensembleforestilling, hvor alle i høj grad bærer fortællingen igennem. Alligevel bør enkelte præstationer fremhæves. Heriblandt Diluckshan Jeyaratnam som med uendelig energi og knivskarp stemme og gestik giver en lumsk og snørende sigøjnerkonge. Ham kommer vi stensikkert til at se meget mere til! Dernæst møder vi Vanessa Rodríguez Ibarra som Esmeralda, hvis skønhed og svenske accent lægger op til fængslende mystik, omend vi enkelte gange må spidse ørerne, når hun har svært ved ø’erne. Sidst men absolut ikke mindst leverer Lars Mølsted en formidabel Quasimodo, der empatisk lader os mærke karakterens underkastede skrøbelighed og dernæst blændende forvandling, når hans følelser får frit løb, og han bryder ud i Alan Menkens storladne sange. Sange som er komponeret efter alle kunstens stemningssættende regler. Det fås ikke bedre.
Med Klokkeren fra Notre Dame – the musical har Fredericia Teater atter urokkeligt positioneret sig som musicalens epicenter. Dér hvor treenighedens sang, dans og fortælling sidder lige i skabet. Vi takker for pukkelarbejdet og ringer med de seks klokker.
Hvem: Fredericia Teater
Hvor: Fredericia
Hvornår: 14. okt – 27. nov 2016 (og sommeren 2017 på Gamle Scene, Det Kongelige Teater)
Foto: Søren Malmose