Af Kira Bach Pedersen
I et varehus langt væk fra alting er fire mennesker spærret inde i hver sin betongrå celle. I forsøget på at hitte rede i hvad der foregår finder fangerne Peter, Noah og Kate langsomt ud af, at alt bliver ved med at lede tilbage til kvinden i den sidste celle: Mairead. Mairead der lægger navn til forestillingen bliver hovedåren i en følelsesmæssig orkan, hvor konspirationsteorierne om interne relationer mellem mennesker ruller.
Den intime, kvadratiske scene er en perfekt ramme for fortællingen om denne følelsesladede version af et Escape room. Den særligt sparsomme scenografi, hvor varme glødelamper i høj grad skaber karakternes skiftende stemninger, sørger for, at vi aldrig fjerner blikket fra de fire indespærrede, forhutlede sjæle foran os. Vi oplever dejlig meget dybde fra samtlige fire karakterer og ser dem bryde ned en efter en. Fysisk og psykisk er vi sammen med dem, om vi har stået i deres eksakte situation eller ej.
Med Tanja Mastilos velskrevede tekst, Nina Larissa Bassetts instruktion samt formidabel udførelse fra skuespillernes side går Mairead op i en højere enhed. Timing og præcision gør stykket ekstremt ægte og overbevisende, som kun virkelig god scenekunst kan. At der samtidig leges med forskellige genre og vi får en balancegang mellem mystery, spænding og comedy er kun et ekstra plus.
De desperate menneskers søgen efter svar og frihed i deres fængsel er så veludført, at de pludseligt opståede flashbacks sent i forestillingen, stemningsskabende som de er, kommer til udtryk som en smule unødvendige i en ellers veludført og konceptbåret oplevelse. I en relativt langt forestilling uden pause som denne bidrager disse flashbacks ikke med meget, og den ellers imponerende intensitet daler. I slutningen af forestillingen er vi igen i vor følelsers vold sammen med staklerne på scenen, og endnu en gang komplet opslugte af det vi ser.
Det bliver fem store stjerner og en kæmpe anbefaling af ’Mairead’ herfra. Forestillingen spilles på engelsk, og selvom der er meget dialog, vil en almenlige engelskkyndig sagtens kunne følge med. Begreber som kærlighed, begær og hævn bliver aldrig de samme efter at have oplevet ’Mairead’.
Hvem: Why Not Theatre Company
Hvor: Teatret ved Sorte Hest, København V
Hvornår: 15. feb. – 9. mar. 2019
Foto: Aleksander S. Mastilo