Af Lea Nelhorf
Hele oplevelsen starter på Vestre Kirkegård med at finde det lille kapel. Vi får historien præsenteret af instruktør Alia Luque, inden vi bliver lukket ind gennem den store port. En historie om to dronninger med hver deres tro, der kæmper om én trone.
Kun én af dem får lov til at overleve, og hvem af dem det bliver, er publikums beslutning.
Vi bliver placeret på kirkebænke, og kan inden forestillingens start beundre den imponerende gamle bygning med autentisk stemning, bindingsværk og højt til loftet.
For enden af den røde løber sidder Mille Maria Dalsgaard i skikkelse af Dronning Elizabeth. På en balkon over vores pladser, altså lige over vores hoveder, holder Maria Stuart, som spilles af Maria Carmen Lindegaard, til under hele forestillingen, og fremsiger sine forklaringer og kæmper for vores dyd.
Begge kvinder er bevæbnet med hver deres jazzmusiker til at understøtte deres følelser. Deres fortvivlelse og deres frustration. De to musikere Johanna Borchert og Elena Setién er eminente og uden tvivl fantastiske til det de gør. Så fantastiske at de flere gange stjæler min opmærksomhed fra historien fuldstændig.
De to dronningers kæmpen for deres liv er lang og monoton. De forsøger at bygge en intensitet op ved at tale til os og kigge os direkte i øjnene. De prøver virkelig at røre os og få os til at føle. Men det som om det ikke virker. For jeg føler ingenting. Dramaet virker slet ikke på mig. For hvordan skal jeg som moderne ateist tage stilling til, hvis tro der er den rigtige?
Og selv når jeg virkelig prøver at leve mig ind i det 16. århundrede og problemstillingen, så lykkedes det ikke for mig at føle det, som jeg føler at menneskerne bag forestillingen, vil have mig til.
Jeg har ingen tilknytning til nogle af disse religioner eller for den sags skyld disse mennesker. Det er pest eller kolera eller rettere sagt fuldstændig ligegyldigt i min verden. Det er en så absurd beslutning at skulle tage, at jeg har svært ved at tage den seriøst. Havde det stået til mig skulle ingen jo dø.
De to kvinders enkle kostumer bestående af lange sorte bukser og langærmede skjorter i hver deres farver hjælper mig heller ikke. De ligner rigtignok to stærke power kvinder, men ikke to stærke dronninger fra 1586. De leder mine tanker hen på to kvindelige advokater, der skiftevis kommer med gode og dårlige argumenter mod hinanden.
Jeg ville så gerne været blevet grebet af den intensitet, der var lagt op til. Vi er på en fantastisk location i et virkelig smukt kapel. Det irriterer mig, at jeg går derfra med en tom følelse i kroppen.
Forestillingen kommer aldrig ind under huden på mig, og jeg ville ønske at denne halvanden time, jeg tilbragte i kapellet udelukkende bestod af den helt igennem smukke jazzmusik og knap så meget snak.
Hvem: Sydhavn Teater
Hvor: Østre Kapel, Vestre Kirkegård, København SV
Hvornår: 12. aug. – 12. sep. 2017
Fotograf: Lars Grunwald