Af Anna Cæcilie Sørensen
Beton, litervis af vand, våde tær og elektronisk musik. I midten af det hele står Maria. Den unge, smukke, gravide kvinde med en talestrøm så voldsom at det ville slå de fleste ud af kurs. Men Maria er alene. Alene med det hele, og selvom hun er bange for smerte, så giver hun ikke op.
Der er mange smukke og nærmest overvældende momenter i forestillingen. Da den gravide Maria står i støvregnen og hendes verden bliver lilla, giver det et sug i maven. Og fødselsscenen har jeg svært ved at sætte de rigtige ord på. Maria spilles af Freja Klint Sandberg og for fanden hvor er hun dygtig. Hun forlader aldrig scenen og efterlader sit publikum målløse. Og så viser hun os en karakter, der både er fantastisk og skide irriterende. Det fungerer rigtig godt at første og andet akt er så forskellige. Nogle gange bliver dialogerne, især i chatrummene, måske en anelse lange, men det er som om, man tilgiver det lidt efterfølgende. Marias talestrømme er både humoristiske, sørgelige og tankevækkende. Ja, det er lige før man selv taber pusten.
Scenografien er både hård og blød. Den grå beton er med til at gøre verden hård, og vandet er med til at give rummet liv. Vand renser lige så meget, som det opsluger og ikke kun skrald men også mennesker. Musikken er intens, fordi den er høj, men også fordi Maria ser lige ind i os. Man føler at man burde tage hende i hånden, og alligevel kunne vi aldrig finde på at gøre det. Vi er nemlig ikke særlig opmærksomme på hinanden længere. I denne senmoderne og digitaliserede verden, tænker vi nemlig mest på os selv. Sådan synes det i hvert fald at fremstå oppe på scenen. ’Maria’ er skrevet af Simon Stephens, der med forestillingen stiller spørgsmål til den verden, vi lever i og selv har skabt. På et tidspunkt spørger Maria om; virkeligheden er virkelig? Og selvom man sidder og tænker; ja, selvfølgelig. Så får man alligevel lyst til at stille selvsamme spørgsmål. Selvom vi ikke helt ved, hvem der skal give os svaret.
’Maria’ handler om ensomhed, og ensomhed er en af de sværeste følelser at snakke om. Vi ved alle sammen at den findes, men vi forholder os forskelligt til den. Vi oplever den på forskellige måder, og den er svær at udpege ved første øjekast og især når vi lader som om, at vi er nogle andre, end dem vi er på de sociale medier. Vi fødes, vi lever og vi dør, men i den digitale verden kan vi leve for evigt. Efter forestillingen kunne jeg ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg gjorde som Maria og tog hovedtelefonerne på og lukkede verden ude og mig selv inde. Dernæst fik jeg lyst til at anbefale andre at tage ind og opleve forestillingen.
Hvem: Odense Teater
Hvor: Odense C
Hvornår: 3. – 30. marts 2022
Foto: Emilia Therese