Af Maria Thostrup Jakobsen
”Vi voksne kan også være bange”. Sådan synger skuespillerne Lise Lauenblad og Marianne Søndergaard på scenen med bevist uskønne, skurrende stemmer. Forestillingen Projekt Frygt, som gæstespiller på Folketeaterets scene Hippodromen, bliver indledt med Bjarne Jes Hansens 70’er-hit. Jeg kan nemt forstå, at sangen om de voksnes frygt for stort og småt er god til at slå tonen an for en forestilling, der netop handlet om frygt. Det er et oplagt sangvalg, og en tekst der også er vedkommende for vores samfund i dag.
Projekt Frygt har en ambition om at sætte fokus på spørgsmål, såsom: ”hvornår styrer frygten – og hvorfor er frygt så svært at tale om?”. Det er store, abstrakte spørgsmål, og jeg havde som publikum ikke forventet at få færdigsyede svar, og det fik jeg heller ikke. Projekt Frygt beskrives som en collageforestilling, hvilket vil sige, at skuespillerne sprang mellem vidt forskellige emner under hovedtemaet frygt: klaustrofobi, fugledød, ulykkesforsikringer, kropslede.
Hvis Projekt Frygt skulle være kommet tættere på at give et svar på de ovennævnte spørgsmål, så skulle teatret nok være gået mere i dybden med en ting fremfor at gå i bredden med flere ting. Forestillingen varede kun en time, men var tætpakket med forskellige indtryk. Det skaber energi og uforudsigelighed, at forestillingen hele tiden bevægede sig nye steder hen, men tiden var for knap til, at jeg kunne fordybe mig i de enkelte følelser og temaer.
Projekt Frygt er til gengæld indimellem meget morsomt teater. Det havde jeg alligevel ikke forventet. Jeg er glad for, at forestillingen hæver blikket fra alt det tragiske og forfærdigelige, der normalt er forbundet med frygt. Forestillingen minder mig meget om et morsomt sketchshow a la Ditte og Louise. Det er til tider fuldkommen absurd, forrykt og gakket. For mig havde Projekt Frygt været en endnu bedre teateroplevelse, hvis forestillingen havde lagt endnu mere fokus på det humoristiske. Det er klart humoren, der er forestillingens stærke side.
Projekt Frygt tager publikum med på en rutsjebanetur, som svinger mellem det alvorsfulde og det morsomme. Det morsomme er virkelig morsomt, men det alvorsfulde virker lidt påtaget. Jeg forlod salen med en følelse af, at jeg ikke anede, hvad forestillingen egentlig havde på hjerte, og alligevel havde jeg haft en underholdende aften.
Hvem: Folketeatret og Teatret st. tv
Hvor: København
Hvornår: 8. – 12. marts 2022
Foto: Raphael Solholm