Af Anna Cæcilie Sørensen
Der står en scene i midten af en teatersal. Vi bliver sluset ind i rummet, en efter en. Nogle er sammen, andre er alene. Alle med fornuftig afstand til hinanden. Nogle er henne og snuse til det grus og de mellemstore sten, som ligger på scenegulvet. En scene bygget på ruiner. En kvinde til min venstre side siger at; ’det er vistnok en jødisk helligdag i dag’. Og ja, i dag er det den 28. september og her fejres Yom Kippur, forsoningsdagen. Og det kan den jødiske (og kommunistiske) mormor, spillet af Ina-Miriam Rosenbaum fortæller os meget mere om. Hun har nemlig styr på traditionerne.
Modersmål er et kammerspil. Et fortættet drama med tre personer. En datter, en mor og en mormor. Tre forskellige generationer af kvinder, der hele tiden kommer i karambolage med sig selv og med hinanden. Mor og datter spilles af henholdsvis Natali Vallespir Sand og Freja Klint Sandberg. ’Modersmål/Mamelosch’ er en intens forestilling. Et åbent opgør med fortiden og nutiden. Den er båret af tre forbandet stærke kvindestemmer og tre fantastiske skuespillere. Tilsammen er de en familie, og noget man ikke kan flygte fra.
Skænderi på skænderi. Vi skændes, fordi I skændes. Døtre skændes med deres mødre og mødre skændes med mødre. Mother knows best og alligevel er det som om hun ikke ved noget som helst. Til tider bliver skænderierne en anelse melodramatiske, men ikke desto mindre er forestillingen enormt velspillet. Det er imponerende at hvert skænderi faktisk skiller sig ud og alligevel binder knuder på de dramatiske sløjfer. Især dialogerne er skarpe og intense. Det er især intenst, når skuespillerne træder helt ud til kanten og får øjenkontakt med publikum.
Når musikken bliver afløst af et halvdystert lydunivers og snak bliver til bevægelser, så kan jeg godt blive lidt i tvivl om, hvad der egentlig foregår. Det virker unødvendigt at skulle fylde stilheden ud med moderne dans, i hvert fald når det er så kort tid, det drejer sig om.
Når det er sagt så fungerer scenografien enormt godt. De blomstrede møbler, grammofonen og den døde potteplante skaber tilsammen et hjem, som man ikke helt ved om man tør træde ind i. Den hidsige familiehygge, de jødiske arbejdersange og flyttekasserne fyldt med hemmeligheder. Der er huller i familiefundamentet og da datteren forsvandt ned i en lænestol udbrød kvinden til min venstre; ’Gud!’. En scenografi der kan overraske sit publikum, det kan altså virkelig noget.
Der bliver stillet spørgsmål som virker umulige at besvare. Moderskabet virker til tider som en bid, der er umulig at sluge. Der er stadig brug for et oprør og et opgør. Og ikke kun i familien. Forestillingen træder ind i nutidens debat og gør os klogere.
Hvem: Odense Teater
Hvor: Odense
Hvornår: 24. sep. – 10. okt. 2020
Foto: Emilia Therese