Af Lea Nelhorf
Du er måske stødt på ordet Babybio, når du har været i biografen. Nu kan du også tage din baby med i teatret. Nærmere bestemt på Folketeatret i Nørregade. Her har et par håndfulde kvinder med Lykke Sand Michelsen som idékvinden bag overført konceptet til teater. Altså babyteater. Og hvilket emne til konceptet er mere perfekt end selveste moderskabet?
Vi følger en tilfældig mødregruppe. Den frustrerede My, der ved hjælp af en donor, har fået ønsket om et barn opfyldt. Den lesbiske og spirituelle Andrea. Den usikre Fie, der har sat sin lid hos utallige bøger, Google og børneeksperten Lola i stedet for sin egen moderlige intuition. Og så er der den mere gennemsnitlige Sommer. De er blevet sammensat ud fra babys fødselstidspunkt og just efter interesser og holdninger. De er vidt forskellige. Men er alle sammen det samme sted i deres liv lige nu. De er nybagte mødre.
I forskellige sammensatte og humoristiske tekster kommer vi godt rundt om, hvad det vil sige at være mor. Vi hører om forelskelsen i den lille nyfødte og den svigtende interesse i manden. Om glansbillede-fødslen og det kæmpe pres, der pludselig hviler på ens skuldre. Om at skulle være den perfekte overskudsmor på trods af søvnmangel. Oven i købet både overfor barnet, manden, resten af verden, og selvfølgelig i mødregruppen, hvor konkurrence, jalousi og misundelse lever i bedste velgående. Og den konstante påmindelse i spejlet om at baby ikke just leverede babybo tilbage i samme stand. Og hvordan nu med sexlivet? Kommer det nogensinde i gang igen? 
Denne forestilling er uden tvivl lavet til mødrene selv. Jeg mærker tydeligt, at jeg ikke kan nikke genkendende til så mange af de situationer og frustrationer, karaktererne fortæller om. Jeg har ikke selv været i det. Jeg har ingen børn eller nogen særlig tilknytning til småbørn. Ergo er der rigtig meget, jeg mister i det, resten af publikum griner højlydt af. Dermed ikke sagt, at jeg ikke grinede på noget tidspunkt. Det gjorde jeg bestemt. For med de fire spilleres komiske talenter og sjove fremlæggelser af teksterne, kan man ikke lade være. Dog står jeg af og til lidt af, når der veksles mellem selve mødregruppehistorien og de resterende fortællinger, hvor karaktererne lige pludselig ikke er de karakterer de er i mødregruppen. Det bliver for mig lidt rodet og forvirrende.
Babyteater-konceptet er jeg til gengæld ret vild med, og jeg kan sagtens se det fungere i andre opsætninger. At scenerummet er så rummeligt, at der er plads til alt fra skiften af bleer på puslebordet, kravlende bamsesøgende babyer på rov i scenens rekvisitter til deres gråd og deres pludren er ret fantastisk og hjertevarmt. Det hele bliver helt naturligt bare en del af forestillingen. Babyernes gråd og pludren bliver blot et slags underlægningslydspor, der giver spillernes bamsebabyer liv. Det bliver autentisk og meget nært. Det bliver en kæmpe oplevelse i sig selv, og jeg vil inderligt ønske, at dette koncept stadig eksisterer, når jeg selv engang bliver mor.
Så hermed en kæmpe opfordring til alle mødre. I skal unde jer selv denne her oplevelse. For selvom jeg uvidende unge kvinde måske ikke helt kunne sætte mig ind i fortællingerne, så emmede salen udover høje og latterkrampende grin af genkendelse og taknemlighed. Måske endda en vis lettelse over at nogle turde at snakke højt. Råbe lidt op og sige fuck til alt det tabubelagte.
Hvem: Folketeatret
Hvor: Snorreloftet, Folketeatretm, København K
Hvornår: 12. april – 18. maj
Foto: Gudmund Thai