Af Ditte Marie Møller Sax
Forestillingen ’En giftig mand’ er med temaet voldtægt topaktuelt og må nødvendigvis betragtes som et bidrag til en debat, der stadig ruller. Forestillingen anlægger en ofte ikke-repræsenteret vinkel på dette sprængfarlige emne: Voldtægtsmandens vinkel. Med dette omdrejningspunkt kan stykket antage mange spændende, nuancerede former. EZHNO selv stiller spørgsmålene ”Var det min skyld? Kunne jeg have forhindret det?” og lægger op til at lade både offer og gerningsmand have mulighed for at få stemme.
Set i lyset af denne problemstilling satte jeg mig på publikumsrækkerne med forventningen om at se en nuancering af det skisma, vi først for relativt nyligt er begyndt at høre om: Den uoverensstemmelse, der finder sted mellem offerets og gerningsmandens oplevelse af situationen, og som er i gang med at udvide begrebet voldtægt.
Én mand står på scenen. Tilsyneladende en voldtægtsmand. Han adresserer et ’du’. Tilsyneladende sin kæreste. Eller nu ekskæreste. Undervejs skifter dette ’du’ karakter, og måske – men det er svært at afgøre – skifter også jeg’et karakter.
Den dramaturgiske vision er klar og tydelig: Det kan fungere som en nuancering af emnet, hvis ’du’ og ’jeg’ konstant skifter position og får stemme på samme vilkår, hvis konflikter og handling præsenteres fra forskellige vinkler, og hvis én enkelt skuespiller står med dette store ansvar. Men det kan også virke anderledes unuanceret, hvis alle budskaber og vinkler bliver mudret sammen – det bliver unødvendigt svært at navigere i.
Den visuelle fremstilling synes at være enkel og er i en æstetisk betragtning flot og gennemarbejdet, men det virker alligevel som om, den er fyldt med symbolik – og er det op til publikum at lægge betydning i disse symboler, eller er der helt ærligt ikke allerede udtænkt et svar?
Selvom forestillingens visuals i sin rå form er en fryd for øjet, ville det klæde forestillingen, hvis den i sin helhed var mere nøgen, mere rå. Mindre tilsløret af den komplicerede opbygning og af symbolik. Især på denne mindre scene kunne den snildt være mindre teatralsk. Casper Mohr, som er eneste skuespiller på scenen, og som udviser klare kvaliteter som skuespiller, er tilsyneladende instrueret ned til mindste vejrtrækning. Man kan fornemme manuskriptet bag, og det er synd. Det er en stærk rolle at spille, men den kræver en større sammensmeltning med manuskriptet.
Forestillingens præmis har en klar kvalitet, men min forventning om, at den skulle behandle det føromtalte skisma, bliver ikke forløst. Dette er i sig selv en kvalitet, for når man behandler et omdiskuteret emne, skal det ikke tage samme form som alle andres bidrag. Alle nuanceringer er vigtige for, at en nødvendig debat stadig kan udvikle sig, og forestillingen her er en vigtig nuancering – men kun i kraft af, at der også findes andre bidrag til netop denne debat.
Hvem: EZHNO
Hvor: DATS Årsmøde i Odense, VOX TeaterHUSET i København K, SCENOSKOP i Odense, DATS Landsfestival i Køge
Hvornår: 14. april 2018 (DATS Årsmøde), 18.-21. april2018 (VOX TeaterHUSET), 10.-12. maj 2018 (SCENOSKOP), 26. maj 2018 (DATS Landsfestival)
Foto: Preston Drake-Hillyard