Af Anna Cæcilie Sørensen
Vi skal op ad trapperne. Ind i et rum. Ind i en verden. Vi sidder foran en stor åben kasse. Blanke hvide overflader. Rammen er sat. I et hjørne ligger en stor stribet dyne. Lyset dæmpes. Dynen bevæger sig. En kvinde kommer op til overfladen. Hun ser ud på os. Hun siger noget. Vi lytter. Vi tager med hende på en rejse og læser i hendes dagbog.
”Vi styrter. Elsker dig. Gør som du vil.” Hvis det ikke er undertitlen på en gigantisk livskrise, så ved jeg ikke, hvad det er. Bittersød klavermusik understreger hvor forfærdeligt det hele er. Det er måske en lille smule synd for mig, siger kvinden. En lyd adskiller dagene og tiden og fungerer rigtig godt. Det underbygger fortællingen, uden at vi egentlig ligger mærke til det. Nogle af musikbidderne fungerer bedre end andre. Selve teksten bliver lidt en buket af klicheer, og klaverspil under noget sørgeligt er måske lige en tand for meget. Vi er med på, at hovedpersonen har det svært, det siger hun ligesom selv. Monologen er baseret på en roman af forfatteren Erlend Loe, som er virkelig god til at bruge humoren, selvom emnet er tungt og grumt.
Maria Mondrup er dygtig. Virkelig dygtig. Til at starte med skulle jeg lige købe præmissen om, at hun spiller en 18-årig kvinde. Det der med ikke at være rigtig voksen og ikke rigtig barn, skal lige sætte sig, når skuespiller selv er ret voksen. Det bliver lidt sådan ”… Både-og, og hverken enten-eller…”, men når jeg efterfølgende tænker tilbage på forestillingen, synes jeg faktisk det fungerer ret okay. Mondrup har en helt fantastisk mimik. Hun er sjov. Hun er skrøbelig. En eksplosion af følelser. Jeg bliver bare ikke særlig ramt af det der bliver sagt, og det er bestemt ikke Mondrups skyld. Hovedpersonens fantasier om hvordan hun skal begå selvmord er morbide og komiske. Der er ingen tvivl om, at Mondrups leveringer og timing er lige i øjet. I virkeligheden er det hele jo enormt tragikomisk, og det er Mondrup god til at vise.
Død og selvmord er tunge og tabubelagte emner. Jeg føler mig virkelig også som et kæmpe røvhul og et frygteligt menneske, da jeg efter forestillingen faktisk er lidt ærgerlig over, at hun ikke døde. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om det er meningen, at jeg skal være med hende eller imod hende. Måske er det meningen. Måske er det meningen, jeg skal være i syv sind. Er graviditet virkelig en kur mod selvmord? Hvad er det lykkelige liv overhovedet? Jeg har mange spørgsmål der mangler svar. Forestillinger der får publikum til at tænke så det brager, kan jo et eller andet. Muleum kan noget, men jeg har smule svært ved at definere, hvad det er. Livet er svært at blive klog på, især når man ikke er helt sikker på, at man overhovedet har lyst til at leve det.
Hvem: Teatret og Husets Teater
Hvor: København V.
Hvornår: 27. oktober – 17. november 2018
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen