Anmeldelse: Dette er vand


Af Marie Vernegreen Christensen

Vand er alle vegne på scenen. Ikke i form af en stor pøl men integreret i alt hvad vi ser og hører. Projekterede bølger som en del af scenografien blandes med vand på flaske som salgsprodukt, guldfisk der svømmer i en vandfyldt pose, et nødvendigt brusebad, en vandmeditation der skal beskytte mod uro, en krænkende chef der hensynsløst bliver våd, vand i flydende form der både drikkes og sprøjtes på hinanden og ikke mindst som ord. Teksten er vanvittig vandholdig – ikke blot direkte – men jeg frydede mig over indimellem at lægge mærke til små sammentrækninger, der blev til vendinger som ’Jeg vandbefale dig at…’ og ’Vådtten jeg har det..’.

Rollerne er egentlig ganske velspillede, og jeg kan specielt godt lide, at man har valgt at lade Julie Zangenberg med sit unge og feminint uskyldige væsen spille den krænkende chef, mens den 12 år ældre og mere robuste Martin Geertz bliver den underdanige forulempede. Dejligt at det ikke er så stereotypt.

Selvom jeg synes, at iscenesættelsen har mange elementer i spil, og den bagvedliggende grundidé virker lige lovlig bred, er handlingen sådan set ganske enkel. Vi følger vores mandlige hovedperson på hans måske værste dag i livet. Alt er imod ham – på jobbet, på restauranten, med konen. Han viser en form for underdanighed i begyndelsen, og jeg kommer til at føle med ham. Få ondt af ham. Men som dagen og begivenhederne skrider frem mister han mere og mere af sin ydmyghed. Jeg ender faktisk med at synes, at han er ganske ynkelig og dobbeltmoralsk. Han hungrer efter mennesker, der vil lytte til ham og vise ham forståelse.

Der bliver sat spørgsmålstegn ved vores medmenneskelighed og vores overskud til andre. Hvis alle gerne vil ses, lyttes til og forstås, hvem er der så til at tilbyde den medmenneskelighed, det kræver at være den, der ser, lytter og i det mindste prøver at forstå?

Vandet bliver omdrejningspunkt og symbol. Dog så stort og åbent et symbol at det nærmest bliver helt uoverskueligt at indfange en tolkning på det. Skuespillerne fortæller om guldfisken, der spørger de andre guldfisk om vandets tilstand, hvorefter de blot spørger: Hvad fanden er vand? I denne lille sammenhæng er vand, dét der omgiver os. Dét vi ikke kan leve uden, men som vi ikke engang lægger mærke til. Forestillingen prøver at vise os, hvad dette ’vand’ kan være, og hvad det bør være.

 

Hvem: Teater Katapult
Hvor: Aarhus, København og Odense
Hvornår: 31. okt – 7. dec 2018
Foto: Jens Peter Engedal