Anmeldelse: Nissepatruljen


Af Kira Bach Pedersen

Endnu en jul nærmer sig, og det betyder naturligvis endnu en julemusical fra Eventyrteatret. De unge skuespillere har knapt smidt kostumerne fra efterårets forestilling ’Skovens Dronning’, før de nu har taget nissehuerne på for at fylde Glassalen med sang, dang og julemagi.

Der begynder at tegne et sig mønster i Eventyrteatrets forestillinger. Først og fremmest har jeg fundet ud af, at jeg hver gang kan forvente et underholdningsniveau som aldrig svigter, for Eventyrteatret leverer altid på den front. Derfor er jeg også begyndt at have høje forventninger, når jeg skal ind og se deres forestillinger, hvilket endnu en gang er blevet indfriet. ’Nissepatruljen’ er et mekka af dans, sjov og ballade.

Ligeledes bliver den velmodtaget af sit kernepublikum og rammer direkte i børnenes hjerter. Selvom vi voksne måske er lidt trætte af Fortnite-danse, må vi bøje os i støvet, for børnene bryder ud i glædesudbrud ved synet. Rundt om i salen ler vi alle højt af replikkerne, som både er sjovt skrevet og godt leveret.

Teaterteknisk er der heller ikke meget at komme efter. Koreografi, lys og sangstemmer spiller sammen. Musikken varierer i både tempo og stil, og sangene bliver heldigvis aldrig langtrukne, hvilket klæder den relativt korte forestilling.

Eventyrteatrets plot cirkulerer som regel om det samme, og selvom de altid er hjertegribende og fine, er budskabet om at vi skal være os selv, men stadig holde sammen ved at være tyndslidt, så jeg glæder mig til forhåbentlig i fremtiden at se nogen lidt andet fra manuskriptforfatternes hænder. Jeg frygter, at genbrug af karaktertyper og temaer vil begynde at klinge hult af overforbrug. Med lange forklaringer i starten af forestillingen, kunne manuskriptet godt strammes endnu mere op.

Som altid er Eventyrteatrets forestilling en ensemblepræstation med velinstruerede unge talenter på scenen. Et par af nisserne stikker dog positivt ud; bl.a. Emil Egedal Kristensen i fysisk spil som den dumme nisse Funny og Rasmus Elbo som den enfoldige lænkede Tyson. De bringer hver især en unik personlighed og perfekt timing til deres respektive roller.

’Nissepatruljen’ rammer med kirurgisk præcision lige i målgruppen, og Eventyrteatret får mig til at stille spørgsmålstegn til, hvorvidt man dog kan ende en musical på andre måder end en dance-off? Det er absolut skønt og topunderholdende. Med Eventyrteatrets hjælp skal det nok blive jul på scenen i Glassalen.

Hvem: Eventyrteatret
Hvor: Tivoli, København
Hvornår: 23. nov. – 15. dec. 2019
Foto: Ole Mortensen