Af Kira Bach Pedersen
’Brødrene Løvehjerte’ er en af de børnebøger, jeg og min bror har læst og fået oplæst allermest som børn. Det er derfor også ham jeg har taget med mig i Skuespilhuset fredag aften for at opleve Det Kongelige Teaters helt nye opsætning af Astrid Lindgrens eventyr om søskendekærlighed, døden og ultimativ ondskab.
Plottet i sig selv behøver næppe den store introduktion, men temaerne er ligeså tunge, som de altid har været, og med Line Mørkebys dramatisering i ryggen egner fortællingen sig særlig godt som en familieforestilling og til scenen generelt.
Slagbænken der rulles ind og ud af scenegulvet er hjertet og historiens omdrejningspunkt: det er stedet hvor den syge Karl – eller Tvebak, som Jonatan kalder ham – længes efter sin bror, og stedet hvor storebror Jonatan senere gemmer sig for onde vagter i Rosendalen.
Men udover slagbænken har den resterende indpakning fået et nyt, skandinavisk design. Det visuelle udtryk er langt fra Ilon Wiklands oprindelige illustrationer til bogen, som de fleste af os er vokset op med.
Mens Tvebak fortæller om forunderlige Nangijala animeres skarpe linjer bag ham og forvandler hans ord til en form for virkelighed. Her opstår en dissonans i mit hoved mellem Tvebaks ømme forklaringer om det milde dødens land og den psykedeliske farvesimulation som opstår på LED-skærmene bag ham. Der er ingen tvivl om, at det er en imponerende og fantasifuld scenografi, som vil skabe begejstring hos mange, men for mig antyder den samtidig til at overdøve fortællingens følsomhed.
De fleste af Tvebaks mange replikker er taget direkte fra udgangsmaterialet, og forestillingen indeholder rigeligt med forklaringer, som sørger for, at vi alle kan følge med i det komplicerede tema. Plottrådene samles uden det store bøvl med et par få undtagelser, hvor scener og belastende jokes trækkes i langdrag. De står heldigvis i stærk kontrast til slutningens overraskende emotionelle actionscener, som er et særsyn af en kombination i scenekunst. To store heste troner og agerer sceneri, når brødrene i hastig fart flygter fra Katlas ondskab.
Morten Hee Andersen & Alvin Olid Bursøe er intet mindre end hjertevarme i deres samspil som brødrepar og er som trukket ud af Lindgrens univers. Bursøe agerer omsorgsfuld storebror, og Hee Andersen er på scenen næsten konstant som publikums holdepunkt. I rollen som fortæller holder karakteren sig ikke tilbage for at kommentere på, hvor tragisk et eventyr han egentligt er en del af. Det er masser at komme efter i Skuespilhuset, men forbered jer på en lille klump i halsen til sidst. Den er ikke blevet mindre sørgelig med årene.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København
Hvornår: 23. nov. 2019 – 11. jan. 2020
Foto: Miklos Szabo