Anmeldelse: Min bror er en blåhval


Af Ditte Amalie Greve Bichel

I ’Min bror er en blåhval’ møder vi pigen Olivia. Hun prøver at finde sig tilrette i de komplicerede familierelationer, som hendes forældres skilsmisse har medført, mens hun kæmper med en voksende klimaangst.

En nat får Olivia besøg af de gamle, en form for vise ældre, som fortæller hende, at hun må gøre noget drastisk. Hun er nødt til at råbe verdensbefolkningen op, for jorden er ved at gå under, men hun skal være på vakt over for blåhvalen. Men hvad skal Olivia stille op, når hun dagen efter opdager, at hendes fars kæreste har malet en kæmpe blåhval inde på det, som nu skal være et nyt børneværelse? Og hvad betyder det, når universet sender hende tegn i form af enlige sko, som mangler deres makker?

Med ovenstående tema er der lagt i kakkelovnen til en relevant og nutidig forestilling. Desværre synes jeg, at fokusset på de familiære relationer tager overhånd og at klimaproblematikken bliver degraderet til at spille anden violin. Som jeg sidder blandt publikum, bliver jeg i tvivl om, hvad jeg skal tage med mig hjem.

På scenen har Olivia og hendes far svært ved at forstå hinanden, det typiske generationskløftsproblem, en tematik jeg tror mange unge kan relatere til. Men i deres indbyrdes misforståede kommunikation, efterlades jeg med følelsen af, at klimakampen på forhånd er tabt. For jeg føler at Olivia konkluderer at hun, som ene menneske, alligevel ikke kan gøre en forskel. Om det er mig der har fejlfortolket, kan jeg ikke svare på. Men jeg synes at det er problematisk, hvis nogen blandt det yngre publikum ender med at sidde tilbage med de samme tanker.

Der er selvfølgelig også nogle rigtig fine ting i forestillingen. Blandt andet er det skønt at se en regnbuefamilie på scenen, noget som kan skabe større accept og normalisere alle typer af familier.

Jeg er også dybt imponeret over forestillingens visuelle og auditive udtryk. Gitte Baastrups scenografi består af træplanker, den slags som jeg normalt forbinder med et stuegulv. Ud af disse er der bygget et bord, nogle trækasser og et gulv, som i baggrunden munder ud i en form for bølgekonstruktion. Scenografien er veludtænkt, da den lægger op til leg og bevægelse, hvilket Clara Ellegaard, i rollen som Olivia, får udnyttet til fulde. Det scenografiske rum skaber, i samarbejde med Jesper Jepssons lysdesign og Johannes Smeds lyddesign, nogle virkelig fine visuelle og lydlige momenter. Især ved scenen, hvor rummet omdannes til et undervandsunivers, bliver jeg opslugt og glemmer min skepsis.

Det er vigtigt, at der bliver lavet børne- og ungdomsteater, som tør tackle nogle af de mere alvorlige emner. Noget som fremviser problemer, som teenagere kan spejle sig i og reflektere over. Trods min tematiske tvivl, så tror jeg helt sikkert, at mange skoleklasser vil få glæde af forestillingen og at den vil kunne åbne op for nogle vigtige samtaler.

Hvem: Teater Apropos i co-produktion med Teaterhuset Filuren
Hvor: Aarhus C
Hvornår: 21. nov – 5. dec 2019
Foto: Per Pedersen