Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Aftenen før kalenderen skiftede til d. 1. december og inden første advent dansede Tivoli julen ind med juleballetten over dem alle, Nøddeknækkeren. Historien, oprindeligt baseret på E. T. A. Hoffmans novelle Nøddeknækkeren og Musekongen fra 1816, blev senere fortolket af Alexandre Dumas i 1844 og endeligt udødeliggjort med Pyotr Ilyich Tchaikovskys musik i 1892.
Tivolis Koncertsal fungerer eminent til ballet og gør at man rent faktisk kan se detaljerne i dansen i den mere intime sal. De finurlige detaljer med snefnug, snurretoppe og Tivolisoldater kommer derfor også til deres fulde ret.
I Tivolis udgave af den klassiske ballet udspiller handlingen sig en juleaften i 1874 på en prominent adresse iblandt borgerskabets København. Den unge pige Clara får juleaften selskab af tidens mest prominente kulturpersonligheder som H. C. Andersen, balletmester August Bournonville og Tivolis daværende direktør, Bernard Olsen.
De øvrige gæster er klædt i pragtfuld veloursilke med tidstypiske tournure-skørter, der fylder kjolerne godt ud bagtil. I dybe lilla-blålige toner er det mægtige juletræ centralt placeret i biedermeierstuen, og jeg mærker selv den helt særlige forventningens glæde, der kendetegner barndommens juleaften.
Natten til juleaftensdag bliver Claras drømmesøvn genstand for resten af handlingen, der selvfølgelig udspiller sig i Tivoli. Her møder vi Pjerrot, Harlekin og Columbine og unge, smukke tivolisoldater, der fanger Claras spæde teenagebegær.
Sammenlignet med Det Kongelige Teaters Nøddeknækkerens britisk/amerikanske, lidt bombastiske, slikkepindsfarvede scenografi er der noget langt mere autentisk og afbalanceret over Tivoli og Dronning Margrethes scenografi. Særligt anden akts grønne bagtæppe, oplyst af diskrete tivoli-lys og skygger af romerske pinjetræer, fremstår elegant, drømmende og stilrent.
Men anden akt har også sine problematikker. Clara sidder det meste af akten igennem som tilskuer til de ”eksotiske” dansere, der på skift underholder den hvide borgerskabspige med alverdens farverige danse. Selvom jeg prøvede at abstrahere fra følelsen, sidder jeg tilbage med en lidt bitter smag i munden og med en følelse af, at noget virker bedaget. Hvorfor skal ”den arabiske dans” vise italienske Anna Zavalloni, iført Aladdin-klæder, vandre nærmest dyrisk og grådigt hen over sin meddanser? Det føles som en forældet kliché, og det burde være muligt at træffe mere tidssvarende valg uden at komme i konflikt med den historiske arv.
Trods dette er finalen, Pas de deux’en, stadig en magisk forløsning. Solodanserne, klædt i glitrende gul, forener sig med Tchaikovskys toner, fremført fra orkestergraven af et utroligt velspillende Tivoli Copenhagen Phil. Så kraftfuldt var det, at jeg ikke kunne undgå at knibe en tåre og overgive mig til julemagien.
Tivolis Nøddeknækkeren anno 2024 formåede stadig at skabe magi takket være de udødelige toner, den charmerende scenografi og de dygtige unge balletdansere. Men for fremtidens mange opsætninger af Nøddeknækkeren kunne man måske overveje, om tiden er inde til en tidssvarende fornyelse.
Hvem: Tivoli
Hvor: København
Hvornår: 30. nov. – 29. dec. 2024
Foto: Henrik Stenberg