Af Lea Sisi Fast Sørensen
Tivolis Juleshow åbner ballet med Tivolis eget bigband og deres storartede version af Last Christmas, ledet af dirigenten Jesper Riis. Tonen er sat. Værterne Søs Egelind og Pelle Emil Hebsgaard træder ind på scenen i matchende sort og hvidt. Selvom det er tjekket, er det visuelle indtryk lidt undervældende, når man går fra den magiske, julepyntede Tivoli-have til scenens mørke farver – med værterne og bigbandet klædt i sort og en minimalistisk scenografi.
Værterne er glade og spiller op til hinanden på god ’gammeldags’ værtsmanér. Nervøsiteten sniger sig dog ind, da de må meddele, at en af aftenens store stjerner, Søs Fenger, desværre er blevet syg. En nervøsitet, der ikke bliver forbedret af gentagne tekniske fejl under hele showet, hvor mikrofonerne glipper, og man flere gange misser starten af både sange og introduktioner. Det er ærgerligt at gå glip af, for det er nogle stærke sangere på scenen. Vores to værter samt Sanne Salomonsen og Ilang Lumholt, akkompagneret af bigbandet, var med til at gøre musikken til en strålende og bærende del af Tivolis Juleshow.
Tivoli har, udover sit dygtige bigband, et stærkt bagland af kreative mennesker, og der bliver i løbet af showet præsenteret fantastiske dansere fra balletten samt Tivoligarden, der med deres unge og eventyrlige udtryk fører noget farverigt ind på scenen.
Der bliver også disket op med noget jysk comedy, som dog for denne 24-årige nok lå lidt uden for referencerammen.
Til gengæld blev jeg meget rørt, da Søs Egelind et øjeblik fralagde den klassiske værtrolle og sammen med salen rakte en tanke ud til dem, som hun – og dem, som vi – kommer til at mangle ved julebordet. Et ømt øjeblik, der for min skyld gerne havde fået mere plads i showet, da julen er kærlighedens fest på alle måder.
Efter at have fået lov til at nyde mere af Tivolis bigband, slutter showet af med en reminder om at sænke ambitionsniveauet og passe på sig selv i en ellers stressende tid. Den bliver efterfulgt af en invitation til salen om sammen, på ægte julemanér, at synge den sidste sang, Rudolf med den røde tud.
Vi slutter aftenen af med at spadsere i Tivolis have og overveje, hvor mange meter lyskæde der mon er brugt på at lave så vidunderlig en lysfest.
Hvem: Tivoli
Hvor: København V
Hvornår: 3. – 4. dec. 2024
Foto: Jakob Melgaard