Anmeldelse: Oh Happy Day


Af Maria Thostrup Jakobsen

Folketeatrets iscenesættelse af Hella Joofs komediefilm fra 2004 ‘Oh Happy Day’ er som et varmt og blødt fleecetæppe. Jeg blev som publikum pakket ind i en tryg og rar atmosfære, hvor selv de mest voldsomme dæmoner, såsom alkoholisme, stofmisbrug og racisme, ikke kunne ødelægge den hyggelige stemning. Det var en behagelig oplevelse, men også en anelse tungt. ‘Oh Happy Day’ ville både rumme det alvorlige og det sjove, men for mig fungerede forestillingen klart bedst, når fokus blev holdt på det underholdende.

”Gospel skal synges med kærlighed”. Det er budskabet, som gospelpræsten Moses Jackson prædiker, da han overtager ledelsen af et kirkekor i en landsby, hvor livet går i tomgang. Her er akut behov for et skud energi, musikalitet og livsglæde, men mistillid over for det nye udfordrer korets fremtid. Samtidig bliver kormedlemmernes håb om en lysere og gladere tilværelse sat på prøve.

‘Oh Happy Day’ er en historie, som ikke undgår at blive gumpetung af alle klicheerne. Kirkekorets medlemmer virker alle som skarpt skårne typer snarere end som ægte mennesker. Publikum bliver præsenteret for den ensomme pensionist, der savner sine børnebørn, den akavede single, som ikke har held i kærlighed og den intolerante præstekone, der ikke tør slippe kontrollen. Klicheerne er effektive til at skabe komiske situationer, men jeg blev desværre aldrig for alvor investeret i handlingen.

‘Oh Happy Day’ vil rigtig meget med sine mange karakterer, historier og sange. Måske er forestillingens akilleshæl, at historien derved bliver en hurtig overflyvning, hvor intet for alvor bliver udfoldet og interessant. En historie der foldes lidt mere ud, er kærlighedshistorien mellem den nytilflyttede korleder Jackson og sangtalentet Hannah, der keder sig i rollen som fru regnskabsassistent med ægtemanden Carsten. Men også denne historie er meget hurtig og let fortalt. Jeg havde som publikum svært ved at mærke kemien mellem de to hovedkarakterer.

‘Oh Happy Day’ er en teateroplevelse, hvor jeg som publikum kunne sænke skuldrene, grine og nyde den velkendte og velspillende musik. Jeg forlod teatersalen i et godt humør, men oplevelsen blev ikke hængende i mine tanker. Men har du lyst til en pause fra verdens alvor med en let forestilling, så kan jeg anbefale ‘Oh Happy Day’.

Hvem: Folketeatret
Hvor: København
Hvornår: 1. april – 8. maj 2022
Foto: Gudmund Thai