Anmeldelse: Mahamad Habane – Ham der komikeren


Af Maria Thostrup Jakobsen

Mahamad Habanes første one-man-show, ‘Ham der komikeren’, har ikke en bestemt rød tråd, men kommer derimod vidt omkring med jokes om alt fra byture, hængerøvsbukser og veganere til integrationspolitik, kendisstatus og religion. For mig var showet allerstærkest, når Mahamad Habane reflekterede over sin egen opvækst, identitet og vej ind i comedy-verdenen. Det personlige er interessant, fordi det i sin natur er helt originalt.

Jeg har oplevet, at stand-up komikere kommer til at optræde med tilnærmelsesvist de samme jokes, og det er heller ikke mærkeligt, hvis alle forsøger at beskrive de samme sjove observationer om samfundet. Det er svært at få øje på noget komisk, som ingen andre har set. Og desværre lød nogle af Mahamad Habanes jokes om forskellen mellem mænd og kvinder på natklub, som noget, jeg har hørt før. Det samme gjorde en række jokes om, at veganere er samfundets mest upopulære minoritet.

Derimod var Mahamad Habanes fortælling om ungdommens usikkerhed og forvirring vedkommende og personlig, men samtidig sjov og usentimental. Han viger ikke tilbage fra at sætte selv de mindre flatterende sider af sin historie i fokus. Jeg var også både underholdt og foruroliget over Mahamad Habanes fortælling om familiens oplevelser, som nytilflyttede til Danmark, og hans anekdote om at forsøge at få kronprins Frederik til at udstede et dansk pas.

Mahamad Habanes er ikke en stand-up komiker, som tonser rundt på scenen og fægter med armene for at understrege sine pointer. Han kom i showet til at gentaget sig selv en gang eller to, men han havde en afslappet, spontan og glad udstråling, som smittede af på mig som publikum. Det var opløftende, at sidde i en sal med god stemning og opleve et comedy show, som langt hen ad vejen sad lige i skabet.

Hvem: Mahamad Habane
Hvor: Danmarksturné
Hvornår: 17. feb. – 29. okt. 2022
Foto: Ida Wang