Af Anna Cæcilie Sørensen
Det er nu. Salen summer. Publikum buzzer og bjæffer. Det store blodrøde tæppe glider op og ned. Op og ned som Orlando og poesien. Omgivet af fortællere og svulstige ord inviteres vi med ind i historien. En historie med dronninger og konger. Kærlighed og krig. Lidenskab, svigt og Orlandos åh så smukke ben. Fanget i en tornado af spørgsmål med hemmelige svar. Kan man mon dø af kærlighed og jalousi? Kan man gemme sig i litteraturen? Kan man vælge ensomheden og kan man blive forelsket i løbet af få sekunder?
Et kæmpe spejl overfalder scenen og åbner op for en helt ny dimension. Det er intet mindre end fantastisk. Scenen vokser og spejler sig ikke kun i gulvet men i publikum. Man kunne fristes til at betragte sig selv, men jeg er simpelthen bare opslugt af skuespillerne. Fuldstændig betaget og fortryllet. Sne daler ned fra oven. Poesien blomstrer. Alle går rundt og fryser. Kulørte lamper, barnlige metaforer og et gulv der bliver til levende billeder.
Maria Rossing er fascinerede og bjergtagende. Jeg bliver forelsket i både ham, hende, han og hun. Hun er sjov. Hamrende sød og voldsomt fantastisk. Skrøbelig og lidenskabelig. Mikkel Arndt er også suveræn som en blanding af Monty Phyton-vanvid og ufattelig charme. Arndt spiller den elskværdige og meget tragikomiske Harriet/Harry, der næsten ikke kan være i sin egen krop af bare forelskelse. Hans mimik og manglende overlæbe får en kvinde bag mig til at opløses i latterkrampe. Rossing og Arndts samspil er altopslugende. Anton Hjejle, Tine Gylling Mortensen og Xenia Noetzelmann er ligeledes eminente. Intet mindre.
Det er egentlig først i andet akt, at det går op for mig, at vi er med på en tidsrejse. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er lidt langsom eller om jeg bare er alt for opslugt af aktørerne. Lyd- og musikuniverset er sprudlende og enormt stemningsfuldt. Grace Jones passer helt perfekt til Orlandos udviklingshistorie. Sceneuniverset laver bomber og fyrværkeri. Det er soundtracket til en verden af eksplosive spørgsmål, som ingen kan svare på.
Instruktøren Elisa Kragerup er majestæten af universer, som andre kun drømmer om at kreere. Jeg får lyst til at tage på opdagelse i hendes tanker og ideer. Måske bryder du dig ikke synderligt om Virginia Woolf eller feminister. Måske er du virkelig træt af at snakke om køn. Måske har du selv en masse spørgsmål. Måske skulle du tage ind og opleve den fuldstændig magiske opsætning af historien om Orlando… Det er nu.
Hvem: Betty Nansen Teatret
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 14. sep. – 13. okt. 2018
Foto: Natascha Thiara Rydvald