Af Anna Cæcilie Sørensen
Grammofonen sætter scenen an. En mand træder ind på scenen. Rekvisitter monteret i loftet. Klar og parat til at glide ned. Øl og snak. Skænderier og vittigheder bliver til statsfjendtlig virksomhed. Svejk smiler smørret og proklamerer, at han er ’officiel idiot’. Galehuset vejer ham og finder ham for let, så det er fluks afsted til hæren.
Psykotiske soldater. Nationalsang og grotesk toiletbesøg på række. Scenografien er alt i alt ret fantastisk. Til at starte med var jeg overbevist om, at det ville gå galt, og at nogen ville få noget af det i hovedet. Det fungerer rigtig godt, at det er karaktererne, der fortæller historierne og ikke bunkevis af rekvisitter. Historien bliver sat på pause af en menneskelig fodnote. Det er skævt og fungerer overraskende godt. Det samme gælder det menneskelige brev med den skingre stemme, som skuespillere trofast tager i hånden.
Svejks utallige ”Jeg kendte engang en…”-historier og hans til tider manglende situationsfornemmelse er sjove. Rasmus Botoft er virkelig god i rollen som den gode soldat. Antihelten. Den kloge idiot. Han er både dygtig og charmerende. Svejk bliver næsten til et voksent barn, der gør alt det, børnene ikke selv tør.
Tom Jensen spiller den fulde præst til topkarakterer. Aldrig har jeg set nogen spille fuld så overbevisende og så sjovt. Det er hylende morsomt, at han både går op i falset og bøvser halvsammenhængende bogstaver. Svejk og præstens forhold bliver næsten helt tragikomisk og det kan jeg ret godt lide. Forholdet mellem Løjtnant Lukas, spillet af Carsten Svendsen, og oppasser Svejk er også virkelig fint. De er gode sammen.
Hele trekants-scenen mellem Løjtnant Lukas, Svejk og Kate er dog desværre lidt for plat. Scenen er forudsigelig og egentlig ikke særlig sjov. Sådan en slags humor er efterhånden ret kedelig og falder lidt til jorden. Det er virkelig synd nu, hvor resten af forestillingen er så velfungerende. Det behøver deres forhold ikke, de er for eksempel forrygende i hunde-scenen.
Slås-scenen i slowmotion er lidt åndssvag men alligevel også ret charmerende. En dame nede i publikum trækker programmet op foran hovedet. Om det er fordi hun bliver bange for krigen eller røgmaskinen ved jeg ikke helt. Jeg sad bag en ældre herre med aftenens bedste grin og det gjorde aftenens oplevelse ekstra god. Scenen er proppet med dygtige skuespillere og et hav af funny bones. Ulla Henningsen spiller den hundeglade vrøvle-general. Jesper Groth er vanvittig som den psykotisk Løjtnant Dub, og det er bare for at nævne et par stykker. Publikum både griner, klapper og lytter. Der bliver sagt mange kloge ting og til sidst misunder man næsten den kære Svejks ’idioti’. Historier gentager sig og idioter, som Svejk burde der være flere af.
Hvem: Nørrebro Teater
Hvor: København N.
Hvornår: 27. sep. – 17. nov. 2018
Foto: Büro Jantzen