Af Lea Nelhorf
Denne opsætning er en fantastisk og vanvittig affære. Skrupskør og genial. Særdeles betagende i sit visuelle udtryk og hamrende vigtig. Den er udstyret med et fabelagtigt cast, der er intet mindre end fremragende. Især Sicilia Gadborg Høegh som den charmerende og forførende fortæller, Peter Christoffersen som den onde og ubarmhjertige Noureddin og Zaki Youssef som en fænomenal Lampens Ånd. Fælles for alle skuespillerne er deres overdrevene fysiske spil, de er nærmest alle karikaturer. Det skaber en humoristiske distance til Oehlenschlägers værk og en herlig og befriende distance til eventyret. Det gode og det onde.
Med instruktør Christian Lollikes kritiske tilgang til den verden, vi befinder os i og hans evne til at stille de spørgsmål, der for alvor skal stilles spørgsmålstegn ved, får han ikke bare lavet en modernisering. Han får lavet en kommentar, der sætter vores tankeaktivitet godt og grundigt i gang og rumsterer i vores bevidsthed længe efter.
Som eventyr er flest, starter eventyret om Aladdin ligeså naivt og uskyldigt. Aladdin er munter og sorgløs og ikke engang hans faders død, kan få ham ned med nakken. Så dukker udfordringer, onde magter, en lampe og en smuk prinsesse op, præcis som vi kender fortællingen.
Det anderledes ved denne opsætning er de gentagende gange, der bliver prikket til måden, som stykket udspiller og udtrykker sig på. Vel afmærke af skuespillerne selv. En skuespiller får nok, han eller hun, kan ikke stå inde for det, der siges eller gøres og forestillingen afbrydes. Fortælleren knipser, lyset tændes og vi bliver pludselig publikum til stykkets prøver, hvor skuespillerne udtrykker deres egne holdninger, meninger og grunde deraf.
For er det egentlig okay, at Jens Jørn Spottag maler sig kulsort i ansigtet i rollen som sort slave?
Kan det retfærdiggøres i kunstens navn? Og med hånden på hjertet, så er der er jo alligevel ingen, der kan føle sig truffet i de varme sæder på Det Kongelige Teater, vel?
Hvorfor skal prinsesse Gulnare absolut undertrykkes? Hvorfor fylder hendes person og hendes historie ikke mere i det store hele end som så? Hvorfor skal den muslimske kvinde absolut undertrykkes? Özlem Saglanmak stiller fra start spørgsmålstegn til hendes rolle. Spørgsmål der bliver hængende i luften gennem hele forestillingen, og til sidst sætter et slørret, udvisket og absurd punktum.
Kan man i en 2018 opsætning overhovedet omtale Jøden med samme fremmedfjendtlighed som i Oehlenschlägers oprindelige værk fra 1805? Skal stykket virkelig spilles, som det er skrevet? Giver det overhovedet mening? Nogen spillere mener nej, andre mener jo. Skuespillerne er forskellige og de afspejler os, der sidder og glor på dem. For selvom det egentlig er dem, der hæver pegefingeren, er det os, der må tage den endelig beslutning om, hvad vi synes er rigtigt og forkert.
Kender du til Christian Lollike og er vild med det han laver, så er ’Aladdin’ ingen undtagelse, og hvis ikke så er dette en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med en af hans opsætninger.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K
Hvornår: 21. sep. – 03. nov. 2018
Foto: Emilia Therese