Af Anna Cæcilie Sørensen
Mørk scene, hestevrinsken og rabalder. Vanskabningen taler. Skuespillerne kigger ud på publikum. Teenagerne fniser. Nogen er bange for tavshed. Nogen er opslugt af øjne der ser. Bare tær og sved på panden. En krone af to hænder kaster skygger på den hvide væg. Hvide skjorter og sorte bukser. Uniformer og forklædninger. Alle dødelige er bange og køn bliver byttet rundt. Det er år 2018 og aldrig har Shakespeare givet så meget mening.
Kunstpauserne og alene-tiden med Tammi Øst er fantastisk. Vanvittig og intens. I rollen som den magtliderlige Richard lll leger hun med publikums følelser. Jeg væmmes og jeg elsker den vanskabte skurk. Hendes krop sprudler og vrider sig. Hun manipulerer os og jeg er helt opslugt under hendes monologer. Richard er sindssyg og Tammi Øst er genial.
Forestillingen stiller også spørgsmålet: Hvad er feminint og hvad er maskulint? Burian er for eksempel virkelig fin som Dronningemoderen. Det er ikke en mand i dametøj. Det er hverken overspillet eller karikeret. Det er naturligt, overbevisende og stærkt.
Mord og onani. Kongeblod og ondskab. Brodermord på bestilling. Richard får pludselig butterfly på. Forestillingen hamre derud af og jakkesæt-kostumerne giver mere og mere mening. ”Hvordan går det, er I stadig med?” spørger skuespilleren. Selvom der er meget at holde styr på, er jeg med hele vejen. Muren vælter. Musikken buldrer og skurken får sin krone. Richard snaver Dronningemoderen og en teenager i publikum siger ”ad”. De få gange hvor lyde og musik sniger sig ind fungerer fremragende. Hvid støj bliver til stemmer i Richards hoved. Bødler, spøgelser og barnelig hjemsøger vanviddet. Scenerummet ligner pludselig en skumgummicelle. ”Jeg gjorde det for elskov” bliver verdens dårligste argument og al for lad en undskyldning. Du gjorde det, fordi du ikke kunne lade være. Fortællingen om magt vokser efter hver scene.
Morten Burian og Tammi Øst’ kemi er helt absurd. Lucia Vinde Dirchsen er også dygtig, men jeg kan simpelthen ikke få nok af Øst og Burians samspil. Især når Burian spiller ’spindoktoren’ Buckingham. Det er enormt sjovt og tankerne ledes straks hen på fake news og politiske skandaler. Magtliderlige psykopater på slap line. Jens Albinus iscenesættelse af Shakespeares Richard lll er en knytnæve. Et opråb fra en mellemtid. Oversættelsen af den gamle klassikere er snedig og overrasker mig gang på gang. Jeg kan godt lide, at vanskabningen ikke har nogen pukkel. Jeg kan rigtig godt lide, at kvinder spiller mænd og mænd spiller kvinder. Og åh hvor kan jeg godt lide Tammi Øst. Vi lever i en vanvittig tid, så skynd dig i teatret
Hvem: Husets Teater
Hvor: København V.
Hvornår: 15. september – 13. oktober 2018
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen