Af Anna Cæcilie Sørensen
Det er mandag aften og egotrip bliver lagt ind med drop. En stemme fortæller os, at vi alle sammen er på herrens mark. Vi er alle sammen rådvilde! Men vi må altså ikke glemme, at vi har hinanden.
Publikum er tæt pakket i vinterjakker, eftersom at foråret er lidt dovent anlagt. Nogen er her alene, andre i grupper og nogen med en de holder af. I de næste to timer skal vi se den samme forestilling, men gå hjem med hver vores mening og med hver vores brusende tanker og følelser. Nu skal vi nemlig se en forstilling om døden.
Døden er tabu og tabu er døden. Jens Sætter-Lassen er fantastisk i rollen som den dødeligt syge David, der ligger på Hospice og snart skal herfra. Han gør nar af døden og af sorgen. Og han ler ved tanken om, at hans død skal være årsag til helt tilfældige naturfænomener. At tænke sig der skulle være en dybere mening med skrattende måger på en blå himmel, eller en mand der kigger ned fra skyerne.
Og Gud… Han kan rende og hoppe. “Gud er sgu da ligeglad med, om du tror på ham” siger den meget overbærende musikterapeut Aleksandar, spillet af meget elskværdig Sevik Perl. Publikum klukker og jeg tænker; Av ja, det er jo egentlig rigtig nok. David nægter at tro på noget.
Manuskriptet er uhyre velskrevet og replikkerne afsindig flot leveret. Flere gange får jeg lyst til at skrive replikkerne ned, så jeg ikke glemmer dem. Manuskriptet sætter virkelig tankerne igang, hjernemassen er på overarbejde og får hjertet til at banke tungt og ekstra mange gange.
Dygtige og smukke Rosalinde Mynster, alias Davids kone, er måske hende, de fleste af os kan og ønsker at spejle sig i. Hun kæmper og til sidst ved hun ikke engang for hvem. Hvornår må man gerne give slip? Først håber vi alle sammen på et mirakel. Bare et lille ét. Vi sidder alle sammen og ønsker, at David pludselig bliver rask, så de sammen kan være far, mor og barn igen. Og jeg bliver næsten helt vred på David over at han ikke er lidt mere optimistisk, at han ikke engang prøver.
Det er svært at sætte sig ind i Davids følelser, og det skær i hjertet når han bliver gal på dem der elsker ham. Og alligevel kan vi næsten smage hans bitterhed. Afmagtelsen og håbløsheden.
I pausen overhørte jeg to unge pigers samtale; “Ej, det er altså helt vildt akavet. De spiller altså også bare sindsygt akavet…” og jeg blev næsten en lille smule irriteret over det.
Døden er jo for pokker akavet. Det er ikke noget hyggeligt ved den. Selvom den er den mest naturlige del af livet, så bliver den aldrig noget vi kan forholde os til. Den bliver aldrig en ‘hverdagsting’ eller noget, vi lige klarer på en weekend. Og det er aldrig det samme menneske der dør. En enke kan ikke sætte sig ind i en moders sorg og omvendt. En mand og en søn, hver har de to kvinder deres billede på, hvem han er og ikke mindst hvem der er sammen med ham. Og hvad gør man så, når det menneske bliver til et billed på en væg i en luksusvilla?
Med det i tankerne, er det måske også lettere at forstå mor Kissers åndssvage skænderi med Lise til Davids begravelse. Jeg rynkede først på næsen og tænkte: “ej, man kan sgu da ikke skændes over brieost til en begravelse”. Men Kisser gør det for at skubbe døden og sorgen væk. Hun prøver desperat at undslippe. Den tragikomiske familieven Jeppe råber, at hun er ‘glat som en ål’. At hun konstant laver undvigelsesmanøvre, når livet kommer for tæt på.
Kisser spilles af fabelagtige Solbjørg Højfeldt og er en karikatur af de mennesker, der meget hellere taler om sig selv. Hvis de bare selv taler længe nok, så slipper de for at tale om det, der virkelig gælder. Så kan ingen komme dem rigtig nær nok til at volde dem sorger.
Det fine ved 2. akt. er, at jeg rent faktisk sidder og savner David. Og at jeg indimellem sidder og håber på, at han pludselig kommer ind af døren, som han plejer. At der sker et mirakel. Vi må dog indse, at vi er fanget i virkeligheden, og at vi er nødt til at være til stede i den. Døden samler os og den splitter os, men vi er ikke alene. Vi skal bare turde hjælpe hinanden.
Scenografien afspejler meget fint vores fordomme, og i øjeblikke synes Hospice nærmest hyggeligere end luksusvillaen. Man kan sagtens proppe en masse ting ind i et hus, men uden de rigtige mennesker i det betyder det ingenting. Så bliver familiebilleder bare til billeder og yndlingslænestole bare til lænestole. Vanvittig flot konstrueret.
Det er forbandet hårdt at se på folk der er i sorg. Det er forbandet at være i det selv. Måske er det netop også derfor, at vi som publikum ikke ved, hvornår vi skal grine eller græde. Hvornår er det okay at grine af døden? Er det nu, vi skal græde? Er der noget galt med mig, hvis jeg ikke græder? ’På Herrens Mark’ giver os lov til at være publikum i et rum, hvor mennesker er allermest sårbare. Døden bliver næsten helt menneskelig, når vi får lov at se den udefra. Aldrig havde jeg forestillet mig, at man kunne lave så blændende en forestilling om noget så forfærdeligt.
Hvem: Teater Grob
Hvor: København N
Hvornår: 4. marts – 8. april 2017
Foto: Christian Geisnæs