Af Kira Bach Pedersen
Stemningen i Sceneriet er afslappet. Der er godt fyldt op for en mandag, og publikum sidder med drinks og småsnakker på tværs af rækkerne. De virker alle bevidste om, at det er en hyldest til to af Frankrigs største sangkunstnere og ikke en overdreven teateropsætning, de skal være vidne til.
Hvis man skulle være i tvivl, understreges det af den stilfærdige scenografi med et lille cafebord, to dertilhørende stole og en fransk gadelampe. Så snart Mathias Grove spiller de første toner på klaveret og Kurt Larsen følger op med harmonika, er stemningen sat, så enhver i salen føler sig hensat til Paris’ stille sidegader.
Størstedelen af de franske sange synges på dansk, og personligt fandt jeg de danske oversættelser velfungerende, men det kan ske, at den frankofile del af publikum skuffes over, hvor lidt fransk der synges. Jeg blev primært generet af, at man havde valgt både at synge på dansk, fransk og engelsk. De mange skift var abrupte, hvilket ville være afhjulpet af et mere konsekvent valg imellem fransk og dansk – uanset hvilket sprog vi så var endt ud med.
Da Kirsten Siggaard og Kim Hammelsvang går i gang med det store potpourri af hits, ser det ud til, aftenen bliver knap så afdæmpet som først antaget. Siggaard er overbevisende i rollen som den hærdede, men skrøbelige Edith Piaf, en karakter hun efterhånden er velbevandret i, og Hammelsvangs røst når problemløst ned til de bagerste rækker i fremførelsen af Charles Aznavours sangkatalog. Fælles for begge medvirkende er dybe furer i panden og store armbevægelser.
Hammelsvang, der i øjeblikket også er aktuel på Det Ny Teaters store scene i ’Phantom of the Opera’, har en dygtiggjort og regelmæssig vokal, men han er måske lidt for præget af de mange musicals, som han i det sidste stykke tid har medvirket i. Han forsøger med presserende iver at udtrykke patos med stemmen og kigger indimellem dramatisk ud i distancen, hvilket forekommer ufrivilligt komisk på mig. Det samme gælder for Siggaards vilde fagter, når hun skal udtrykke desperation i det, der skal fremstå som cabaretens bevægende øjeblikke.
Jeg var sådan set ganske godt underholdt af den overdrevne dramatik, men det var vidst af de helt forkerte grunde. Da sidste tone er sunget, kvitterer min sidemakker, som i løbet af den sidste time har skævet en del til sit digitalur, med et kort anerkendende nik. Jeg må erklære mig enig med ham.
Og dog. For når Kim Hammelsvang med armene rundt om Kirsten Siggaard synger den følelsesladede kærlighedsode ’She’, fanger jeg alligevel mig selv i at falde hen i tankerne om den nedslidte Spurv og hendes unge protégé, og en relation, hvis dybde vi aldrig vil kende til.
Hvem: OFF Det Ny Teater, Sceneriet
Hvor: København
Hvornår: 25. feb. – 26. mar. 2019
Foto: Kasper Beknes, Det Ny Teater