Anmeldelse: Pladderhumorister – De frelste synger videre…


    Stjerne2

Af Ditte Marie Sax Møller

Det faste inventar i den politisk-satiriske revygenre finder vi også på teaterbåden Café Liva i forestillingen ‘Pladderhumorister – De frelste synger videre…’: Fire joviale herrer med glimt i øjet møder os i øjenhøjde og underholder både med revygenrens faste bestanddele, men også med regulær standup.

Rammerne for forestillingen, som er cabaret-bådens relativt lille lokale, hvor publikum sidder til bords, hjælper forestillingen godt på vej, da den i høj grad er båret af den stærke karisma, der hersker hos de fire herrer Michael Schøt, Flemming Jensen, Omar Marzouk og Sebastian Dorset. Fire komikere som ellers alle er vant til at færdes på de større scener.

Ikke alle sketches er lige stringente, men på denne lille scene er det netop muligt at skubbe til grænsen for, hvor lang og syret en sketch kan blive. Det er visse steder helt sort, og det er dejligt. Èn hage ved særligt disse lange bidder er dog for mig, som gammel stud.mag. i talepædagogik, artikulationen. Artikulér nu, for pokker, I garvede rotter. En stor del af publikum er oppe i alderen, og andre af os har ødelagt hørelsen på anden vis. Når de gode skarpe pointer falder, skal de let kunne opfattes af publikum.

Og skarpe pointer er der masser af. Budskaberne er klare, og det er befriende, at den revselse som hører sig til i den politiske revy, ikke kun udstiller navngivne enkeltpersoner, men i højere grad udstiller absurditeter på et større, strukturelt niveau.

Standup-revyen arbejder også ud over den politiske satire og tager eksempelvis gas på en af genrens faste bestanddele: Revyvisen. Så selvom denne revy, ligesom andre forestillinger i samme genre, arbejder ud fra devisen ”andre er idioter”, formår de også at være sig netop denne devise bevidst og at tage gas på sig selv sammen med de andre.

De fire pladderhumorister kan i spilleperioden godt nå at arbejde lidt mere med artikulation og timing, selvom alle fire også i mange tilfælde kan slippe af sted med at køre den ind med charme. Overordnet set er charme nok et nøgleord i denne forestilling, som ikke kun komikerne på scenen kan tage æren for – personligt føler jeg, at man i salen også godt kan mærke Lars Knutzons instruktion, og at samarbejdet i det hele taget er præget af lune. Denne gode stemning skal være grunden til at besøge Café Liva til denne forestilling, og det må bestemt også være grund nok.

 

Hvem: Café Liva
Hvor: København K
Hvornår: 23. aug. – 22. sep. 2018
Foto: Brita Fogsgaard