Af Maria Thostrup Jakobsen
Forestillingen Requiem på Betty Nansen er en mosaik af følelser. Det groteske og absurde bliver afløst af genkendelige hverdagssituationer og trivielle vittigheder, der samler publikum i befriende fællesgrin. Requiem er teater, der gerne vil kradse og stikke til publikum.
Kontrasten mellem de 80 selvportrætter og monologer står skarpt og den filmiske klipning mellem tragedie og komik gjorde, at jeg som publikum befandt mig i en konstant vekselvirkning mellem krampagtig latter og klump i halsen. Selv om monologerne ikke umiddelbart har nogen indbyrdes sammenhæng, bindes de sammen i et stærkt visuelt univers.
Scenografien består af en drejescene, en bænk og to projektorer, der effektivt benyttes til at skabe afveksling og fremdrift.
Det er både forestillingens styrke og svaghed, at den spænder så bredt og gerne vil omfavne vidt forskellige stilarter. På en ene side bliver Requiem slået an og afsluttet i en alvorlig og lettere højtflyvende tone. Monotomt gentages sætningen “de kommer gående”, mens skuespillerne vandrer mellem hinanden uden at komme nogen vegne. På den anden side bliver det filosofiske og dybtfølte udgangspunkt brudt, da en række af de efterfølgende monologer mere minder om en revysketch. Det er som udgangspunkt dejligt frisk og befriende, at forestillingen ikke er så selvhøjtidelig, men i mine øjne kom den monotome afslutning til at virke en anelse tung.
Skuespilpræstationerne og den visuelle iscenesættelsen af forestillingen er grunde nok i sig selv til at anbefale Requiem.
Hvem: Betty Nansen Teatret
Hvor: Frederiksberg C
Hvornår: 25. jan. – 18. feb. 2018
Foto: Emilia Therese