Af Lea Sisi Fast Sørensen
Ronja Røverdatter blev født i en vild storm, og forestillingen på Folketeatret startede med et brag.
Et brag, der satte tonen for en fortælling fyldt med Astrid Lindgrens vilde karakterer og farlige væsner, blandet med Sebastians magiske og eventyrlige musik, med sange som “Anemonesangen”, der med årene er blevet en elsket musikskat. Musikalsk blev jeg næsten blæst bagover af det talent, der strømmer fra scenen, når bl.a. Ronja Røverdatter, spillet af Monica Isa Andersen, giver sig ud i både skrål og skønsang. Musikerne var med på scenen og gav med deres tilstedeværelse en nærhed til musikken, der kun gjorde de alvorlige scener mere alvorlige og de festlige endnu festligere.
Kostumerne, med deres specielle mønstre, farver og silhuetter, drog mig ind i den eventyrlige fornemmelse, der lagde bund for hekse, rumpenisser og grålingernes eksistens i en farlig, men magisk skov. Scenografien formår at skabe en fornemmelse af en storslået verden gennem to simple tårne og masser af røg samt et vidunderligt lys- og lydbillede.
Jeg fik flere gange fornemmelsen af scenen som én stor legeplads, når Ronja og røverrivalens søn, Birk, spillet af Sigurd Thomasen, springer rundt fra tårn til klippe og leger tagfat. I scenen, hvor solstrålerne rammer Ronjas ansigt, og hun sluger forårets varme til sig, kunne jeg mærke mig selv forsvinde hen i den magiske skov.
Selvom Ronja Røverdatter er en forestilling for børn, med en sang, der handler om prutter, og skattejagt i pausen, er fortællingen ikke bange for at være alvorlig og tage fat i tungere emner. Hele stykket igennem er der en vekselvirkning mellem glæde og alvor. Tyngden i de konfliktfyldte scener forsvinder dog hurtigt igen ved lyden af børnelatter, der bryder ud, når mosset danser henover scenen, eller nogen siger ordet “prut”. Stykket har en generel komisk kerne, der står klar til at gribe én, når hele verden virker ubærlig for Ronja.
Ronja Røverdatter er en stor fortælling om at være tro mod sig selv og stå op for dem, man elsker. Jeg tog mig selv i at holde vejret flere gange undervejs ved de ærlige og genkendelige følelser, der undervejs bliver vakt til live i et kærligt sammenspil mellem Ronja og hendes familie og venner. Med Ronja følger vi en lille pige, der bliver født og undervejs lærer at stå op for sig selv og alt, hvad hun tror på – selv når det næsten koster hende livet. Jeg forlader salen med en nostalgisk følelse i hjertet, latter i maven og en længsel efter forår.
Hvem: Folketeatret
Hvor: København K
Hvornår: 7. nov. – 22. dec. 2024 herefter turné fra 16. jan. – 17. marts 2025
Foto: Gudmund Thai