Af Asbjørn Nielsen
“Hvor besynderligt, og som det kan træffe sig”, gentager Marina Bouras i det lille intime dagligstue-scenerum under loftet på Teatret ved Sorte Hest. I Ionescos ‘Den Skaldede Sangerinde’ er vi til vennesammenkomst hos ægteparret Smith som undervejs får besøg af ægteparret Martin, stuepigen Mary og Brandmanden. Afstanden mellem parrene – for ikke at sige personerne – synes enorm. For kender de overhovedet hinanden? Efter 15 minutters detektivarbejde konkluderer Hr. og Fru Martin, at de må være gift; de sover nemlig i den samme seng i det samme rum i det samme hus!
’Den Skaldede Sangerinde’ er en komisk cocktail af forvildede moderne eksistenser, som undervejs smalltalker og fabulerer indholdstomt og selvmodsigende, mens de med humoristisk resultat gør noget stort ud af intet. Det bliver til absurd sort snak på Sorte Hest. Og absurde gentagelser af de gentagelser, vendinger og normer, som hele samfundet så rigtigt gennem utallige tider har hvilt på – og stadig gør. Ionescos ikoniske og mærkelige klassiker om det moderne menneskes manglende kommunikationsevne, ikke-rationelle opførelse og fremmedhed overfor sig selv tåler med andre ord atter en gentagelse, og det får vi på Teatret ved Sorte Hest. En besynderlig fuldtræffer!
Ordet er i fokus i Maria Vinterbergs genopsætning af ‘Den Skaldede Sangerinde’, men samtidig på en så meningsløs legende måde, at det aldrig bliver rent litterært teater. For ordene demonstrerer hurtigt, hvordan ordene og ikke mindst vores gentagelser af ordene kommer til kort. For hvad er mennesket egentlig? Hvem er René Vinter, når alle i René Vinters familie praktisk talt er døbt René Vinter? Mr. Smith spillet af Steen Stig Lommer forsøger mesterligt at udrede spørgsmålet næsten åndsforladt og med en nerve på samme tid. Sproget spiller fallit, og det fabulerer den sammenspillede skuespillertrup nænsomt og præcist over med en dødsens alvorlighed, mens klokken slår og tiden går i den 1 time og 10 minutter lange runddans om, hvad ting betyder, og hvorledes ting og verden egentlig hænger sammen.
Logikken er borte, ligegyldigheden driver gennem salen, og alle taler forbi hinanden. Nærmest naragtigt da karaktererne fornemt som utilpassede individer spidder samfundets påklistrede gentagelsestunge trummerum. Fru Smith spillet af Charlotte Elizabeth Munksgaard vrider og drejer sin lange krop, så det er en fryd, og Peter Oliver Hansen veksler mellem at være lammet for siden at lægge en ekvilibristisk iver for dagen, hvilket medvirker til, at de lange passager aldrig når at blive en kedelig omgang ordkløveri.
Vi griner af dem, af verden og os selv, mens vi spankulerer hjem fra Teatret ved Sorte Hest. Et tidsbillede og ét indblik i det moderne menneskes mentalitet rigere. Besynderligt og som det kan træffe sig.
Hvem: Teatret ved Sorte Hest
Hvor: København V
Hvornår: 27. jan. – 11. marts 2017
Foto: Robin Skjoldborg