Af Maria Thostrup Jakobsen
1. decembers vinterkulde blæser ned ad gaderne i Københavns indre by. I Tivolis koncertsal er der varme, men aftenens premiereforestilling, Snedronningen, begynder – ligesom årets julemåned – med en vild, fygende sne.
Jeg vil tro, at de fleste blandt publikum kender til H.C. Andersens eventyr om troldspejlet der knuses, og vennerne Gerda og Kay. Jeg vil mene, at det kun gør balletoplevelsen bedre, hvis man som publikum kan genkende de karakterer, som Gerda møder på sin rejse mod snedronningens slot. For mig var balletforestillingen et hyggeligt og nostalgisk gensyn med det klassiske eventyr, og jeg var bestemt godt underholdt.
Dronning Margrethe er den kreative kraft bag kostumer og dekorationer, og hun blev velfortjent hyldet på scenen ved forestillingens slutning. Scenografien og kostumerne er i allerhøjeste grad med til at gøre forestillingen smuk, charmerende og medrivende. Det er uden tvivl et kunstnerisk kærlighedsprojekt fra Dronning Margrethes side, og det kunne jeg mærke som publikum i salen.
Iscenesættelsen er sammen med musikerne fra Tivoli Copenhagen Phil, og danserne, der har et stort overskud, med til at gøre forestillingen til en flot og fængende oplevelse. Oh Land har som forestillingens komponist sat sit karakteristiske præg på musikken, som var stemningsfuld og sammensmeltede et klassisk og moderne lydbillede.
Desværre levede forestillingen ikke helt op til det løfte, som H.C. Andersen giver læseren i eventyrets første linjer – ”Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved”. Jeg oplevede ikke, at forlade koncertsalen med en fornyet indsigt i eventyrets temaer om børns rejse ind i voksenlivet og om at forblive tro mod sin indre kerne, som det bliver præsenteret i introduktionen til forestillingen. Efter min smag kom enkelte af de karakterer, som Gerda møder på sin vej, til at tage for meget fokus med deres karikerede udtryk, og det ødelagde for mig en del af poesien i fortællingen.
Jeg vil alligevel give forestillingen min varme anbefaling, især til større børn, som vil kunne se frem til en gennemført god juleoplevelse i Tivoli.
Hvem: Tivoli
Hvor: København V
Hvornår: 1. – 23. dec. 2021
Foto: Henrik Stenberg