Anmeldelse: XMAS Cabaret


Af Marie Vernegreen Christensen

Man skulle tro, jeg var landet midt i en sød juledrøm, da jeg går fra Teatret Svalegangen. Bag mig synger en anden publikummer Santa Claus Is Coming to Town. Det er 1. december. Sneen drysser fra oven. Julestemningen er sandelig kommet til byen. Men det skyldes ikke kun den syngende mand eller sneen. Mest af alt skyldes det den charmerende Xmas Cabaret, jeg lige har oplevet. Det skyldes de julede toner fra et dygtigt liveband, den hyggelige vært, de sjove optrædener, scenografien med julesne og gran og ikke mindst skyldes det det rare, stemningsfulde selskab.

Xmas Cabaret er et juleshow, som befinder sig længere nede på jorden og tættere på sit publikum end de store glitterfyldte kabaretter, der ellers brager løs med pomp og pragt på scenerne i december. Der er både skønsang, comedy, skuespil og tryl, men derudover er der også plads til hyggesnak, improviserede jokes, velgørenhed og en sangerinde, der slår sin tand ud på scenen.

Vi bliver budt velkommen af Holger Østergaard, der gør det fremragende som jovial og hyggelig vært. Ja, faktisk byder han os velkommen allerede inden showets start, når han går rundt blandt publikum og hyggesnakker med sine bekendte. Han fungerer som limen mellem de forskellige små optrædener, som ellers er indbyrdes uafhængige af hinanden. ”Vi skal væk fra det, der tynger os,” siger Holger som en del af åbningsreplikken, mens hans julekuglefyldte slips glimrer i scenelyset. Og det kommer vi. Næsten.

For selvom showet både er morsomt og hyggeligt, byder det også på kant, kritik og noget at tænke over. En kabaretsangerinde bliver fuld, bandet synger om en mand, som dør fra sin hustru og barn, og en komiker snakker om sterilisation. I korte indskydelser nævnes dokumentaren om krænkelserne på TV 2, at vi i dag er heldige at få en sygeplejerske, hvis vi bliver indlagt, og det efterhånden berømte ”Lev Mette”. Den stadig aktuelle julesang Do They Know It’s Christmas fremføres fremragende af bandet, mens vi får at vide, at vi gerne må donere til velgørenhed. Under hele sangen sidder vi og kigger på MobilePay-numre til henholdsvis Røde Kors, Red Barnet og UNICEF, som dukker op på scenens bagtæppe. Her sidder vi og er fanget i vores egen dårlige samvittighed, mens vi skuler til hinanden for at se, om der er nogen, der finder deres mobiler frem. Enten kan man blive siddende forstenet og lytte til sangen som en god og usynlig publikummer uden at forstyrre, mens den dårlige samvittighed gnaver indeni. Eller også kan man bryde konventionen i teatersalen og hive en lysende mobilskærm frem i mørket for at donere og befri sig selv fra den rådne samvittighed. Showet formår på én og samme tid både at kritisere og hylde julen.

Den fjerde væg mellem performere og publikum er brudt. Vi bliver talt direkte til, og enkelte bliver endda hevet op på scenen, men bare rolig. Det får showet til at virke som en gave til publikum, som performerne giver til os, og vi responderer med grin og smil til dem. Selvom det flere gange er svært at høre sangteksterne for overdøvende instrumenter, og at kabaretsangerindens fald ikke sad helt i skabet, er Xmas Cabaret et nærværende, underholdende og dejligt juleshow fra alle dem på scenen til alle os i salen.

Hvem: Teatret Svalegangen
Hvor: Aarhus
Hvornår: 1. – 11. dec. 2021
Foto: Per Pedersen