Af Carl Sørensen
Øjeblikket jeg træder ind i Glyptotekets festsal får jeg et chok. Jeg mødes af en intimiderende skikkelse, som jeg først slår hen som en faretruende mannequin, indtil jeg hører den stille nynnen fra hans mund. ”Nattens Ende” er et korværk, hvor sange og få replikker er bygget op som urtekster med aktuelle indsigter. Det er beskrevet som en gudstjeneste for gudinden Inanna, naturen personificeret. Akustikken i festsalen klæder den flerstemmige sang, der smukt fremføres af de seks skuespillere, Lotte Andersen, Öslem Saglanmak, Christine Sønderris, Nana Bugge, Jacob Moth og Troels Kortegaard Ullerup.
Publikum bliver givet en sten, og får hver deres bøn fra en af skuespillerne. Publikum føles derefter som en direkte del af de kommende ritualer. For eksempel når Saglanmak og Ullerup sensuelt udveksler æg for til sidst at dryppe æggemassen ned i Saglanmaks hals. Eller når der smides korn ud på scenen, næsten som offergave til Inanna. Disse ritualer involverer i variende grad publikum, og er både grænseflyttende og veludførte.
Skuespillerne kravler på et tidspunkt rundt blandt og ovenpå publikum imens der stønnes højlydt, og jeg får da også en kærlig hånd på låret af Moth undervejs. Denne slags direkte interagerende scenekunst kan virke grænseoverskridende, men målet med sekvenser som disse er altid tydelige. På intet tidspunkt forsvinder den røde tråd, og hver en scene foretages med et tydeligt formål. Nogle af scenerne foregår i det direkte tekstunivers, mens andre skaber tvivl, sorg eller ekstase blandt publikum. Og disse fremelskede følelser bruges dernæst i det videre stykke. Ofte kan man opleve forestillinger, hvor en kreativ ide igangsættes på netop det grundlag at den er kreativ. Ofte får dette scenen eller forestillingen til at virke noget usammenhængende eller det der er værre. Dette bliver aldrig tilfældet i Nattens Ende.
Jeg gik ud af glyptoteket med stor tilfredshed. Jeg havde oplevet godt skuespil, smuk sang og ikke mindst et hav af følelser. Nattens Ende er, meget passende i Glyptotekets midte, stor kunst. Det er behandling af store subjekter igennem kunstens dragende effekt. En oplevelse udført til perfektion. Hvor der både var store følelser, men med plads til grin og selvindsigt. Skønsang i et rum der kun komplimenterer denne. En dragende aften jeg vil tage med mig.
Hvem: Glyptoteket, Sort/Hvid og Songbirds v. Lotte Andersen
Hvor: København K
Hvornår: 24. nov. – 12. dec. 2021
Foto: Karoline Lieberkind