Anmeldelse: Soli Deo Gloria


Af Ditte Marie Sax Møller

Soli Deo Gloria – brugt som indskrift på gravsten og på bygninger, brugt af Bach og Händel til at lade deres kompositioner være til Guds ære. Et udtryk for tilstedeværelsen af Gud, som i denne forestilling får en stærkt ironisk klang. Ingen Gud er til stede i de 12 scener, der tilsammen skaber en helhed: Et poetisk stykke med refleksioner over tilværelsens på én gang tragiske og komiske hændelser, menneskelige relationer og skæbner. Den PTSD-ramte soldat, der ser farer overalt. Den kærlighedshungrende prostituerede kvinde, der af apati og afmagt har sat en korkprop med et barberblad op i sig. Den økonomisk belastede unge mand, der møder den følelsesmæssigt belastede, rige kvinde i en skov.

Stykket, som er skrevet af dramatiker Peter Asmussen og som blev opsat på Betty Nansen tilbage i 2015, præsenteres her af afgangsholdet på Skuespillerskolen Ophelia med iscenesættelse af instruktør Marie Louise Wille. 11 næsten flyvefærdige skuespillere, som brænder for det. Og man kan mærke dem. Især på denne lille, intime scene, kan man mærke dem. Man kan mærke, at det kribler i dem og er så ganske forløsende at stå på scenen og præsentere sig som skuespillere. Iblandt er der nogle virkelig stærke talenter, men for alles vedkommende gælder det, at de gerne må have mindre travlt, og at de skal arbejde en my mere med timingen. Replikkerne sidder, så de unge talenter mangler blot at vise det overskud og den nerve, som de tydeligvis alle ejer, på at reagere på hinandens replikker.

På den lille scene er det muligt at spille sine roller subtilt, og det kunne være spændende, hvis skuespillerne udnyttede den mulighed mere i de kommende spilledage. Peter Asmussens drama er i sig selv så stærkt, lyrisk og tankevækkende, at det næsten kan få en floskelpræget klang, hvis det overspilles. Derfor er timing og raffinementet især på intime scener helt essentielt for stykket, og det har alle skuespillerne potentialet til at udvikle eller måske i virkeligheden finde tilbage til.

Hvem: Skuespillerskolen Ophelia, årgang 2016-2019
Hvor: Skuespillerskolen Ophelia, København
Hvornår: 7. – 11. dec. 2018
Foto: Skuespillerskolen Ophelia