Af Anna Cæcilie Sørensen
Vi ser på os selv med andres øjne. Vi kigger på hinanden. Vi kigger på os selv. Vi ligner hinanden og så alligevel ikke. Vi har rigtig mange ting til fælles og ting der skiller os ad, men vi har alle sammen kroppe. Kroppe der fortæller historier, historier som vi ikke altid selv er herre over. Nogle gange er vi ikke engang herre over vores egne kroppe… Og så har vi alle sammen fordomme om andre, hvad end vi tør indrømme det eller ej.
Når jeg hører ordet vandre-teater, bliver jeg altid lidt utryg. Det er en lille smule angstprovokerende at skulle være deltagende publikummer. Interagerende teater kan godt være ret skræmmende. Når det er sagt så er TAM/TYK/TATOVERET nærværende teater i sin ypperste form. Jeg følte mig enormt godt tilpas under hele forestillingen, om end der også var en sørgelig fortælling blandt skæbnerne.
Karin Bang Heinemeier, Dya Hauch, Anne Vester Høyer, Wahid Sui Mahmoud og Thomas Bentin er skuepillerne på scenen. De fortæller historier med deres kroppe, mimik og stemmer. De hilser på os, giver hånd og inviterer os med hjem. Det er svært at lade være med at forelske sig lidt i karaktererne i forestillingen. De er charmerende og ret dejlige. Det er historiefortællinger fortalt med en fantastisk tilstedeværelse.
Scenen er bygget op som en lejlighed, publikum bliver inddelt i hold og på skift besøger vi rummene. Aldrig før har jeg været på et københavner-badeværelse med otte fremmede mennesker, eller siddet så tæt i en lædersofa. Farvenuancerne i kostumevalg og rekvisitter er afbalanceret og hverdagsagtige. Det er hyggeligt og genkendeligt.
Hele forestillingen er bygget op af menneskelige fortællinger. Den er en collage af rigtige historier. Et hav af opfattelser. Beretninger fra hverdagen. Hemmeligheder der ikke skal gemmes. Lyddesignet fungerede enormt godt. Den let pulserende elektroniske musik passede ret perfekt som underlægningsmusik. Overgangene mellem scenerne og ekkoerne fra de andre scener er også ret fine.
Gentagelser i teater kan nogle gange virke enormt anstrengende, især hvis det ikke virker som om, de har et formål. Det er heldigvis ikke tilfældet her. Gentagelserne giver fortællingerne endnu mere ballast og power. Det er helt exceptionelt at en historie og dens hovedkarakter kan skifte krop og ansigt. At flere mennesker kunne være den samme og alligevel gøre det forskelligt. Det er virkelig en flot detalje. Jeg var helt øm i kinderne af at smile, da jeg forlader teatret. Nogle gange var det lidt overvældende at have øjekontakt med skuespillerne men også helt vildt rart. Det er ikke noget jeg har oplevet før, men det er så absolut noget, jeg vil anbefale andre at gøre. Denne her form for teater burde der være meget mere af.
Hvem: Kunstnerkollektivet Lux Lux Lux & Teater Hund & Co
Hvor: Teater Får 302, København K
Hvornår: 8. maj – 1. juni 2019
Foto: Per Morten Abrahamsen