Af Lea Nelhorf
Jeg var onsdag aften med til at træffe en beslutning, der stadig den dag i dag sværmer rundt i mit tankespind. For var det vi nu besluttede nu det rigtige? Og hvad nu hvis vi havde valgt det modsatte?
Vi befinder os i det tyske luftrum. Et fly bliver kapret og sætter kurs mod et fyldt stadion. I flyet er 164 uskyldige mennesker. På stadionet 70.000 uskyldige mennesker. Jægerpiloten Lars Koch affyrer et missil mod det kaprede fly og redder derved de 70.000 fodboldtilskuere, men dræber terroristen og de 164 uskyldige passager. Tiltalte benægter på ingen måde sin skyld. Han mener blot det var det eneste korrekte at gøre i situationen.
Det er vores, os, publikums beslutning om denne mand skal dømmes skyldig i drab på 164 mennesker, eller om han skal frikendes.
Forestillingens fortælling er bygget op som en retssag. Vi befinder os i retssalen, og vi rejser os for dommeren. Vi bliver aktiveret, og vi bliver fra start gjort bevidste om, at det hele afhænger af os. Vi er salens nævninge og ved hjælp af teknologi, afgiver vi vores mening. Vi bestemmer, hvordan forestillingen ender, og ikke mindst bliver vi gjort til herre over den tiltalte pilots skæbne.
Dommeren spilles knivskarpt med alvor og menneskelighed af Stine Schrøder Jensen. Hun emmer af seriøsitet og står i front for det autentiske spil.
Søren Sætter-Lassen er i form af tiltaltes forsvarer en finurlig karakter der ind i mellem bidrager med humoristiske indspark og med sit skæve smil stikker lidt til både dommeren og statsadvokaten.
Terror er et emne, vi med tiden er blevet nød til at se i øjnene og forholde os til. Desværre. Det kommer hele tiden tættere og tættere på os. Og i denne forestilling stilles der skarpt på problematikken der opstår, når man lige pludselig må stille liv op mod hinanden, og når man er trænet til ”at gøre det rigtige”, men loven og forfatningen modsætter dette. Der rejses spørgsmål som:
Er nogle liv mere værd end andre? Er pilotens handling fornuftig eller dybt utilgivelig? Kunne man have handlet anderledes? Kan handlingen virkelig retfærdiggøres, og var de 164 ikke bare døde lige meget hvad? Og hvorfor gjorde folk på landjorden og det yderligere militær ingenting?
Vi møder pilotens overordnede, der egentlig nok havde gjort det samme, en hustru til en af de dræbte flypassagere, der fra flyet højt oppe over skyerne modtog en besked om, at de prøvede at komme ind i cockpittet og ham selv i vidneskranken. Bevisførelsen er lang og til tider lidt for langtrukken. Sagen er interessant; bestemt. Men i og for sig er vores, publikummets votering og afstemning det allermest spændende ved dette stykke.
Voteringen styres af juryformanden i skikkelse af Christoffer Emil Bruun der svarer på eventuelle spørgsmål til sagen.
Vi er i to timer med til en fiktiv retssag, og det mest spændende af alt, publikummets holdning, syn og meninger, varer små 15 minutter. For mig havde det intet gjort med mere snakketid, da det jo på mange måder er os, der ”overtager” stykkets hovedrolle.
”Terror” skal du se, hvis denne førnævnte anderledes opbygning tiltrækker dig, hvis du er samfundskritisk og bestemt ikke er bange for, at se det vi alle sammen frygter, terror, fra en ny vinkel. En vinkel der på ingen måde er rar. Men en vinkel hvor du er nødt til at sætte dig selv i samme (utænkelige og modbydelige) situation. Det er en udfordring du skal tage op. Et gigantisk dilemma.
Du træffer det afgørende valg. Flertallet bestemmer.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København
Hvornår: 21. April – 02. Juni 2017
Foto: Emilia Therese