Anmeldelse: The Diva Show – Vol. 2


    Stjerne2

Af Marie Vernegreen Christensen

Kender du Hetty Hertz, Emme Fatale og Sophie Sioux? Nej? Det gjorde jeg heller ikke, før jeg i aftes blev budt indenfor i divaernes univers. Der er ikke noget tema. Der er ikke nogen regler. Der er blot en verden fuld af korsetter, glitter, chiffon og strømpeholdere, hvori de ni divaer selv sætter dagsordenen og styrer deres egne små shows – godt støttet af et hujende publikum. Den kække konferencier med navnet Grace Penny præsenterer med humor og henvendelse hver diva og bliver bindeleddet mellem optrædenerne. Hun sætter tonen ved at starte med at forklare publikum, hvordan man ser et carberesque-show. Jubel, hvin og applaus er essentielt. ’Jeg håber ikke I er sarte’ indskyder hun og pointerer, at nogle af de mest udsatte tilskuere har fået udleveret regnslag, som de selv har ansvaret for at bruge. Blot i tilfælde af at divaerne ikke kan styre fyldte sprøjter, coladåser, makralsalat eller flyvende pølser.

Divaerne og deres shows er meget forskellige. Og nogle er bedre end andre. Sådan er det bare. Alle har en charmerende, sexet og humoristisk undertone, hvilket i sig selv fortjener en applaus at kunne kombinere, men du skal ikke forvente teknisk brilliant dans. Jeg er ikke blevet blæst bagover af deres kunnen. Meget hviler på showelementet, og publikums reaktion og entusiasme spiller en stor rolle. Men man formår også at få gejlet publikum op, så vi er med hele vejen.

Der leges med opfattelserne af, hvad der er sexet. Kan et kæledyr være sexet? Kan en kvinde udklædt som mand i snavset håndværkertøj være sexet? Kan makralsalat? Hvad med en sindssyg gynækolog og hendes redskaber? Kan døden ligefrem være sexet? Svaret er ja i dette univers. Det er grotesk og originalt. Grænserne for hvad man kan putte på en scene under beskrivelserne ’burlesque’, ’cabaret’ og ’variety’ bliver udfordret, så vi som publikum både pifter, griner og væmmes.

Vi ser masser af hud, masser af balder og bryster. Man kan sagtens læse det som en hyldest til kvindekroppen og måske som endnu en kommentar i den omdiskuterede feminisme-bølge. Men det bliver ikke demonstrativt. Her kæmpes der ikke IMOD. Her kæmpes der FOR. For kroppens skønhed. Det er så forfriskende, at der bliver rystet røv på en anden måde end twerking. Publikum jubler endda ligeså ekstatisk ved Hetty Hertz’ mimende afklædning (selvom hun reelt ikke smider et eneste stykke tøj), som ved de divaer der smider alt andet end små trusser og glitrende klistermærker, som kun lige dækker brystvorterne.

Jeg er godt underholdt. Det må jeg sige. Det er personligt, afslappet, frækt, komisk, frastødende, tiltalende og nyt på samme tid. Det er Moulin Rouge kombineret med freakshow og standup. Det er den perfekte humørstarter på en herlig og festlig aften, der ikke kan blive kedelig efter dette charmerede show.

 

Hvem: Cabaresque
Hvor: Aarhus
Hvornår: 13. – 14. april 2018
Foto: Christopher Thomsen