Anmeldelse: Tændt


    Stjerne2

Af Ditte Marie Sax Møller

Er det modigt at stille sig op og være nøgen foran et publikum? Måske er det modigt i et samfund, hvor kroppen konstant vurderes, måles og vejes. Hvor den bliver gjort til skamme, gjort til et objekt, bliver seksualiseret nærmest uanset konteksten. Men i dette rum er kroppen bare krop. På en kvinde er den ofte blød mange steder. På en kvinde medio 40 er den nok blød flere steder, end på de kroppe, vi oftest eksponeres for.
Dette betragter vi som publikum i en forestilling, hvor to kvinder står på scenen og søger fortrolighed med os ved at stille spørgsmål om lyst, om at være tændt og om at være slukket. Ret hurtigt er de blottede – også i den mest bogstavelige forstand. Vi har mulighed for at tænke, hvad vi vil, og måske har vi vores fordomme med os ind i rummet – men her er mulighed for at lade sig befri for disse fordomme og bare sanse. Og betragte. Det gælder både kroppene og de scenografiske elementer, som har en Louise Bourgeois-agtig ekpressivitet over sig, og som man garanteret kan læse en masse symbolik ind i, men som man også blot kan betragte, sanse og måske associere ud fra.

Visionen for holdet bag forestillingen har været at skabe en sanselig collage af ord og fysisk teater i varietégenren. Og det er også det, vi får. Humor går igen flere gange i forestillingen og tilfører en lethed til projektet.

I ét øjeblik oplever vi stærk og intens monolog af Helene Kvint, som handler om den spaltning, der kan foregå inde i en, når man står i en spændende, indholdsrig samtale med et andet menneske, men man begynder at betragte deres bløde læbers bevægelse snarere end at lytte. I et andet øjeblik behøves ingen ord, når sanseligheden koreograferes i en velovervejet scene med de to kvinder, der bruger hinandens kroppe og elektroniske remedier til at skabe musik og lyd. Jeg tænker ordløse tanker i de ordløse passager – jeg betragter det bare. Og bliver fortrolig med og tryg ved blotlæggelsen.

DJ og komponist Rosa Lux’ spændende lydunivers er med at skabe denne intime stemning og tilføre flere dimensioner, flere lag i denne forestilling, som ellers nærmer sig et visuelt essay i udtrykket.
Abstrakte følelser visualiseres gennem abstrakt fysisk kunst. Det hele ligner noget, vi kender, og alligevel ikke. Når scenekunst kan skabe genkendelige følelser, som er så svære at beskrive, har det ramt rigtigt. Men det er ikke for alle. Det provokerer på flere niveauer. Nogle vil utvivlsomt insistere på at prøve at forstå og gøre det logisk, men det vil være en begrænsning i en forestilling, som overvejende er sanselig og abstrakt. På et andet niveau kan det også virke provokerende: Det rammer en kollektiv nerve i samfundet, fordi nøgenhed og kropslighed er noget vi alle må forholde os til, men som vi sjældent forholder os til på samme måde.
Og så er vi tilbage ved spørgsmålet: Er det modigt at være nøgen?

 

Hvem: Kvint&Svendsen og Nina Kareis med co-produktion af Teater Momentum, Husets Teater, Teater Katapult
Hvor: Teater Momentum i Odense, Husets Teater i København V, Teater Katapult i Aarhus C
Hvornår: 14.-24. marts 2018 (Teater Momentum), 7.-21. april 2018 (Husets Teater), 1.-5. maj 2018 (Teater Katapult)
Foto:  Anna Maria Clementine Waldelius