Af Anna Cæcilie Sørensen
Orange plexiglas og glinsende lametta, der matcher størstedelen af publikums hår, hænger ned fra loftet. En kontrabas ligger på langs, en banjo gemmer sig bag en forstærker og venter begge spændt på at ballet starter. Instrumenterne varmer op og gutterne i orkesteret smiler til hinanden. Klædt i bordeauxfarvede trøjer begynder de at spille, og med et højt ’halleluja’ kommer en mand klædt i sandfarvede kassebukser ind og begynder at synge.
Manden med det store smil siger ’hæ’ og charmerer sit publikum. Han fortæller om sin barndom, om de gode gamle dage, blinker til damerne og danser som Elvis. Orkesteret bestemmer hvornår og hvad Otto skal synge og så synger Otto. Publikum vrikker med fødderne, vipper fra side til side og lader hovedet danse lidt forsigtigt. Der bliver trukket på smilebåndene og sunget om Mona Lisa.
”Velkommen til” siger Otto, til nogen der er kommet for sent og må liste ind, som om det var en del af manuskriptet. Da ’To lys på et bord’ flyder ud af instrumenterne bliver publikum ellevilde og man kan mærke varmen. En bølge af kuldegysninger og flotte guitarsoloer vælter henover en. Og da ’Når en sailor går i land’ toner ind råber en kvinde ”WUHU” og pludselig synger alle med på omkvædet. Hvis det ikke var for stolerækkerne, var de fleste nok begyndt at danse.
Jesper Lohmann er en virkelig dygtig sanger og der øjeblikke, hvor jeg bliver fanget af Otto-charmen. Han har, som de fleste ved, portrætteret Otto Brandenburg i konstellationen Four Jacks og det kan mærkes, at han føler sig godt tilpas i rollen. Manden bag ideen og konceptet er ingen ringere end skuespilleren selv, men der går altså lige et par minutter og et par musiknumre før jeg er helt med på hele set-up’et. Han henvender sig til publikum, smiler til os og siger ”goddag”. Han byder os velkommen, ikke kun med sin sprøde stemme men også med det store smil. Det er et rigtig fint portræt af en baggårdspuma. Når det er sagt, så ville det være oplagt med langt flere anekdoter og gode historier, nu hvor der er så mange af dem. Jeg vil gerne høre mere om mennesket, for jeg vil jo gerne bare have en masse Otto.
Der sker noget helst særlig, når Lohmann synger Halfdan Rasmussens viser, og det er egentlig der, forestillingen fungerer allerbedst. Det er ømt og fint. Det er også nærværende og fantastisk, når hele orkesteret synger med. Når der er gang i den, er der virkelig gang i den og vi rejser tilbage til en tid, hvor jeg slet ikke var født. Det er næsten helt surrealistisk. Otto sidder på en stol og synger så skønt. I pausen skifter han den hvide skjorte og brune sweater ud med en, som er både stribet og farverig. Til slut siger han ”godnat” og selvfølgelig forlanger publikum et ekstranummer.
Hvem: Folketeatret
Hvor: København K
Hvornår: 19. feb. – 15. marts 2020
Foto: Torkel Dyrting og Lena Paaske