Af Kira Bach Pedersen
Rasmus Botofts kærlige anekdoter om Preben Uglebjerg der engang var konge af varieté i Glassalen udløser nostalgiske suk blandt publikum. Botoft er vært for denne genoplivning af Tivoli Varietéen, og vi kommer vidt omkring i et rent potpourri af kunstarter med akrobatik, musik og diverse underholdende inputs.
Mellem de mange numre hyggesnakker Botoft med kunstnerne, men det bliver aldrig til mere halvhjertede og langtrukne interviews. Der opstår en markant dissonans mellem første akt, som i stor stil spiller på et humoristisk aspekt med bl.a. en gæsteoptræden af Botofts alter ego, Else fra Rytteriet, mens anden akt byder på mere klassiske indslag som solister fra Tivolis balletkorps og en stilren flamingodanser. Indslag efter indslag stables ovenpå hinanden, så det flyder hurtigt sammen i min erindring. Dertil sidder en svensk papirklipper i den ene loge og kaster regelmæssigt sine kreationer ud til publikum, mens den anden fløj er besat af kunstmaler John Kørner, som snitter vandmelon-kunstværker fordi… ja, jeg forstod egentlig aldrig helt hvorfor udover at det tilføjede en excentrisk kant. Forresten så dukker Rasmus Klump også op et par gange undervejs. Hvis du synes det lyder lidt rodet, så vil jeg påstå du har ret.
Kunstnerne varierer fra show til show og i forestillingen jeg er inde og se, står Peter Sommer for en stor del af de musikalske indslag. Han stirrer intenst ind i min sjæl og synger sin indtrængende melankoli så hele salen drømmer med. Det kan man næppe klage over.
Husorkesteret under ledelse af Peter Jensen spiller (som man altid trygt kan forvente) fremragende og især i samspil med violinist Davide Rossi skabes kortvarig scenemagi. Den erfarne cirkusartist Benny Schumann er varietéens trumfkort. Han jonglerer og balancerer tallerkener af porcelæn til en nervepirrende guldmedalje. Det er yderst imponerende og med sig bringer den 75-årige legende en rig kulturhistorie i bagagen, som gør oplevelsen ekstra særligt.
Rasmus Botofts fire dages genopførelse af Tivoli-varietéen er en reminder til os alle om, at genren stadig eksisterer og ovenikøbet er ophav til en god portion af nutidens scenekunst. Denne specifikke fremførelse bliver dog mere en to timers lang introduktion til varietékonceptet snarere end et enkeltstående værk. Det er hyggeligt nok men ej heller mere end det.
Det vigtigste der er tilbage at nævne er, at publikum elsker det. Salen grinte af næsten hvert eneste ord ytret oppe fra scenen. Og Botoft betonede da også i sin introduktion, at vi alle har brug for et godt grin i disse tider. Jeg fik skam et smil på læben en god håndfuld gange i løbet af aftenen.
Hvem: Tivoli
Hvor: København
Hvornår: 16. -19. sep. 2020
Foto: Rumle Skafte