Anmeldelse: UNTZ UNTZ UNTZ


Af Marie Vernegreen Christensen

En forestilling om techno-rave-kulturen…really? Altså mekaniske rytmer der er gået i selvsving, blinkende lys der gør dig svimmel, knæklys og alkohol. I en flot gammel kolos som Aarhus Teater? Tja… med brug af Stiklingen og Studio scenen udspillede dette sig i går aftes. Oplevelsen var todelt. Først blev vores hoveder fodret med ord og viden i et foredrag om technogenren, og derefter oplevede vi rytmerne, lyset og rave-rummet på egen krop.

Jeg lytter intenst til Nastia Ivanovas engelske ord. Vi blev mødt af hendes blik, idet vi kom ind og satte os. Hun smilede åbent til os og snakker nu som enhver anden foredragsholder. Lettere statisk, faktuelt og direkte til vores intellekt.  Jeg føler, jeg burde tage noter. Det hele virker så foruroligende konformt. Nervøsiteten lurer under den passive rolle, jeg er blevet tildelt under dette foredrag. Jeg ved, at noget ukendt og anderledes kommer til at ske. Det er vi blevet informeret om – Nastia har fortalt, at sproget er begrænset, at vi skal have en oplevelse og at hun vil være vores guide. Så det kan umuligt fortsætte sådan her. Konventioner og konformitet kommer til at blive brudt, men vi ved ikke hvornår eller hvordan.

Efter foredraget efterlades vi i et tomrum, der skaber en skarp opdeling mellem de to dele. Nastia – den eneste performer – forlader os, og vi sidder nu med os selv og hinanden. Det er et modigt valg at lade publikum sidde og kukkelure. Nervøsiteten stortrives i min krop og fantasien brygger på ideer om, hvad der kunne komme til at ske. Men jeg kan lide, at vi føler os så udsatte. Vi er opmærksomme og mere åbne.

Uvisheden tager vi med os ind i det andet rum. Her er ingen ord og sæder. Men der er stroboskoplys, UV-lys og tunge rytmer. Ellers er vi indhyllet af mørke. Uden tid, uden sted og uden forløb. Vi er omringet af hinanden og Nastia som i sort latexdragt viser os, hvordan kroppen kan smelte sammen med lyset og rytmerne.  Jeg befinder mig hele tiden i en position af tvivl. Det eneste der holder mig tilbage for at give mig hen til vild dans, er de andre publikummer og den klassiske teaterkonvention som Nastia dog tidligere bad os om at glemme. Clashet mellem krop og intellekt bliver umådelig tydelig, og jeg grubler over, hvad der skal til for at give slip.

Intentionen om at skabe noget kollektivt uden ord, men med rytmer, er fin, men mange af de klassiske teaterkonventioner hersker altså stadig. Jeg havde følelsen af at være en del af et eksperiment. Hvad vil publikum gøre? De fleste stod og svajede let med beskyttende kropssprog, og en cirkel blev hurtigt dannet omkring Nastia. En smule mere interaktion var måske håbet, men jeg tror, de fleste fik en individuel oplevelse. Om ikke andet fik vi et indblik i noget, som for mange virker fremmed, vildt og endda beskidt. Gennem noget som faktisk er ret simpelt – et oplæg og et danseguld – blev vi vist, hvordan vi nogle gange skal opleve for at forstå og gøre det ukendte kendt.

Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 17. jan – 16. feb 2019
Foto: Christian Bang