Af Marie Vernegreen Christensen
Kan kærligheden sejre, når først hadet er etableret? Hvad skal der til for at vride sig fri af sin egen egoistiske stolthed og hjælpe andre, som har opdaget kærlighedens kraft? Det er tidsløse spørgsmål, som nu bliver taget op igen-igen. Selvom det personligt er mit første møde med klassikeren ’West Side Story’, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvorfor Aarhus og Aalborg Teater – to store danske teatre med mange muligheder – vælger at give sig i kast med musicalen, som for mange er velkendt. Hvad skal vi med den i dag?
Allerede da scenetæppet trækkes fra og afslører de første visuelle indtryk i form af det obligatoriske hårde stillads dækket af ensemblets bløde menneskekroppe, bliver jeg ramt af en energi. En stemning. En bølge. Dynamik. Den understøttes af orkestret, som vi ikke direkte ser, men i dén grad hører og føler. Energien strømmer ind i salen med en følelse af fællesskab, selvom der på scenen er ved at etableres to adskilte, rivaliserende bander.
Sangene er oversat til dansk, hvilket i øvrigt fungerer ganske fint for mig. Man er i sproget ikke bange for at bruge grimme ord. ’Luder’, ’nosser’ og ’vatpikke’ får det til at virke ucensureret og autentisk i forhold til illusionen om ungdomsbander. De grimme ord er næsten nødvendige for at vække en lille flig af forargelse.
Den dynamiske energibølge fastholdes af et forrygende ensemblearbejde. Jeg bliver opslugt af showet og keder mig ikke på noget tidspunkt. Jeg bliver hele tiden fanget og imponeret over noget nyt; om det så er det hastige sus, som de mange spillere kan skabe ved at være på scenen samtidig og bevæge sig rundt blandt hinanden i højt tempo uden at støde sammen eller så meget som snitte hinandens skuldre, eller om det er brugen af mennesker som mannequiner, der står urørligt stille i deres dukkepositurer. Kroppen er i spil og bruges på en yderst pirrende måde.
Selvom klichéalarmerne i mit hoved er lige på nippet til at ringe højlydt, når det kommer til selve historien om dyb kærlighed ved første blik, ser jeg noget mere og andet end det. Jeg ser aktuelle samfundskritiske spørgsmål. ”Så opfør dig dog som en pige!” siger drengene til pigen, Anybodys, der kæmper for at være en af gutterne. ”Skrid hjem hvor I kommer fra!…Undskyld.. Men jeg har et politiskilt. Hvad har du?” siger en amerikansk, bedugget betjent til puertoricanerne. Jeg ser kønskamp, kvindekamp, kommentarer til flygtningekrise, Trump-kritik og ikke mindst vigtigheden af kamp for kærligheden. Da den kvindelige hovedrolle, Maria, til slut placerer skylden for det tragiske tab af kærlighed hos ikke bare én men alle, falder tørklæderne, som adskiller de to bander, og vi opdager hvor minimal en forskel, der er mellem rivalerne. Denne slutscene udvides, og vi bliver som publikum nærmest inddraget i tematikken, ved at samtlige spillere på scenen kigger ud på os. Dér! Lige dér bliver West Side Story for mig aktuel i 2018.
Hvem: Aarhus Teater og Aalborg Teater
Hvor: Aarhus Teater – spiller senere på Aalborg Teater
Hvornår: 23. mar.-16. maj 2018 i Aarhus samt 29. aug. – 13. okt. 2018 i Aalborg
Fotos: Emilia Therese