Af Kira Bach Pedersen
Museumsgården i Holbæk rammes af regn så snart klokken slår 19, og forestillingen skulle begynde. Ak ja, det er jo risikoen med udendørs teater. Heldigvis holder kapelmester Lars Fjeldmose sammen med publikum humøret højt indtil en gruppe med sombreroer, sorte overskæg og ponchoer endelig kan betræde den gennemblødte scene. Førend man kan nå at tænke “hov, hov!” bliver kulturel appropriation allerede diskuteret livligt på scenen blandt
karaktererne, og tonen er slået an for en aften i sarkasmens tegn.
Hvad handler ‘Zorro og den Forbudte Sombrero’ om? Det er svært at forklare i én sætning. Flemming Jensen har haft fingrene i legenden om den maskerede hævner i 1800-tallets Californien og rystet den sammen med mere eller mindre aktuelle kulturreferencer og jokes under bæltestedet.
Dialogen flyver frem og tilbage på hjemmebrygget frankenstein-maner, hvor de musikalske indslag består af nyfortolkede tekster til melodien af danske klassikere og musical-hits. Lokalpatriotismen fejler heller intet. I Californien får Zorro og resten af slænget besøg at Landbetjent Olsen fra Holbæk, som forsøger at være politisk korrekt og sætte skub i handlingen.
Oplevelsen er tættere på revy med alt der hører til af parodier og rappe replikker end en klassisk dramatisk opbygget forestilling. Alt fra Clement til Liza Minelli tages under kærlig behandling. Noget af det er rimelig sjovt, andet er ikke. Desværre insisteres der på, at 90 % af replikkerne skal råbes med tilhørende unødig gestikuleren. Og helt ærligt… en joke om aflivede mink? Vi er halvvejs i 2021 og korttidshukommelsen er for længst videre.
Lad os vende tilbage til plottet om Zorro, for det kan man hurtigt glemme. Det kommer ikke rigtig nogen vegne i den første time af forestillingen. Det er et rod drevet af ren glæde og med meta-sømmet i bund. Valget om den rapkæftede rodebutik er tydeligvis fuldt bevidst og adresseres jævnligt af karaktererne. Det er aldrig kedeligt men bare kaos, som jeg ikke ved om er lavet for vores eller forfatterens skyld.
Galt eller genialt? Jeg er ikke sikker, men publikums dom på aftenen var tydelig: En ren succes!
Hvem: Sjællands Teater
Hvor: Holbæk
Hvornår: 6. aug. – 5. sept. 2021
Foto: Adam O.