Af Kira Bach Pedersen
I beskrivelsen af William Shakespeares ’Macbeth’ er det svært ikke at henfalde til de samme ikoniske ord: Magt. Begær. Storhedsvanvid. Hævn. Og så fremdeles.
Derved kunne man godt frygte, at en opsætning af ’Macbeth’ ligeledes ville falde ned i de samme klicheprægede rutiner i fremstillingen af heksenes profeti og Lady Macbeths manipulerende evner.
Det kan man ikke ligefrem sige er tilfældet med denne produktion fra Asterions Hus, som Emil Hansen, Tilde Knudsen og Peter Kirk står bag. En stor rød knap er hovedåren, og når en af de to personer på scenen trykker på den, brøler de velkendte toner fra ’Psycho’ ud af højtaleren, og et mord udføres. Vi når mange forskellige former for mord igennem, for knappen bliver trykket på igen og igen. De to hovedrolleindehavere farer rundt med kroner på hovedet og stænker dem selv til med blod.
Desværre gentager mordene sig på kedelig vis, så man mister intensiteten ved de brutale handlinger. Hvis det så bare havde været det værste.
Forestillingen er stopfyldt med parodier på forskellige stereotypiske nationaliteter. Den følelsesladede italienske operasanger, den vrede tysker og den prustende, japanske samurai. Allerværst bliver det, da en projicering af nederste halvdel af et ansigt dukker op. Læberne er røde og ansigtet er farvet – ja, farvet – sort. Det forekommer mig simpelthen så upassende og unødvendigt. To kendte figurer fra dansk børnefjernsyn, Kaj og Andrea, får samme behandling. Deres ellers så farverige ydre er nu kulsort.
”Hvorfor?” spørger jeg mig selv igen og igen under forestillingen. Nogle af de fysiske gags resulterer i letindkøbte grin fra gymnasieklassen på rækken over mig, men jeg trækker aldrig på smilebåndet.
Når det så er sagt, er forestillingen visuel smuk med dens mange lysbilleder og kække koreografi. Tilde Knudsen og Peter Kirk udviser et stort sortiment af dialekter og stemmer – fra dinosaur til russisk – og formår med overbevisende miner at formidle en overlegen metaleg.
I denne stærkt dekonstruerede fortolkning af Macbeth ville jeg ikke forstå meget, hvis det ikke var fordi jeg havde læst stykket på forhånd. ”Det er mange ord i Shakespeare,” udbryder Tilde Knudsen hen imod slutningen af stykket. Det er begrænset, hvor mange af dem vi får leveret fra scenen.
Efterfølgende aner jeg ikke, hvad jeg skal tage med fra forestillingen. Det kunstneriske udtrykt er faldet helt ved siden af. Måske de efterfølgende ’talks’ i foyeren med skuespillerne kan give en opklaring. Selv skyndte jeg mig hjemad.
Hvem: Asterions Hus
Hvor: Refshaleøen
Hvornår: 8. – 23. mar. 2019
Foto: Ingrid Bugge