Af Anna Cæcilie Sørensen
Vi har lært, at hjernen er alene. Vi ved at gener, mønstre og verden kan ødelægge. Tilintetgøre tanker og knække menneskesind. Verden er vanvittig. Gener og familier ligeså. Der fixes for at glemme, ryges for at fortrænge og kysses for at føle noget andet. Forskellige overlevelsesmetoder tages heftigt i brug og sætningen ”jeg har det fint” tvinges frem på læberne. Det er ikke let.
Først tænker jeg: hvad i alverden sker der? Er det en synkron psykose eller masse-skizofreni? Der bliver sagt ja og nej i kor. Historier bliver fortalt samtidig og alene. Vi møder tre kvinder i forskellige årtier; 1973, 2003 og 2033. De tre kvinder spilles af henholdsvis Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen og Christine Albeck Børge. De fascinerer og fastholder publikum på hver deres måde. De er meget forskellige og spiller faktisk ikke direkte med hinanden, alligevel fornemmer man en treenighed imellem dem. Generelt er alle skuespillerne på scene meget betagende og dygtige, især Nikolaj Kopernikus figur er enormt fin. Jeg har virkelig aldrig set eller oplevet noget lignende. Hele logistikken bag forestillingen er afsindig flot og nærmest lidt intimiderende at iagttage.
På scenen står en stor hvid husgavl. En konstruktion af noget hjemmeligt, et skelet af hvidt træ og en idé om noget holdbart. Et fundament til en historie. Store, mellem og små sten ligger rundt om huset. Rekvisitterne gemmer sig ude i mørket, på den anden side af fundamentet. Husets skelet vokser og forandrer sig. Lystunneller, et blåt skær, kold røg og noget der er psykisk ustabilt. Alt det sørgelige bliver gemt i menneskehjerter.
Det er et personligt valg. Et svært valg. Men hvordan tager vi valget om at leve eller dø? Forestillingens fortælling er en tornado. Der er noget med en fiskekrog, lyserøde balloner, stofmisbrug, et videokamera, et blommetræ, kaffe, elektrochok, blomster, en lyserød frakke, en fødsel, sex, en kanin, en badestrand og to selvmord. Angst, kærlighed, ydmygelse, depression, frustration, fornægtelse, undskyldninger, vrede, gråd, sorg og afmagt.
Første akt bliver måske lige en anelse for langt. Nogle af dialogerne drejer lidt for meget rundt om sig selv, næsten som om de står og træder vande. Man kan forudse hvad der vil ske og sidder nogle gange og venter lidt for længe. Når det er sagt, så er der virkelig tryk på andet akt. Hele lydkulissen brager løs. Lyskegler flækker mørkets tungsind og bryder op. Eksplosioner af lyd gemmeborer øregangene og jeg hopper i sædet. Mørket bliver mørkere. Ordene rammer hårdere og man bliver nervøs for, hvad der skal ske.
Det er en underlig følelse der sidder fast i min krop efter forestillingen. Dramatikeren Alice Birch giver publikum noget at spekulere over. Ja, jeg tror faktisk ikke helt jeg ved, hvad jeg har været vidne til. Noget indeni mig sidder egentlig bare og tænker: fuck.
Hvem: Teater Republique
Hvor: København Ø
Hvornår: 9. marts – 6. april 2019
Foto: Karoline Lieberkind