Scene Nyt – Digitalt Teater


Der er stille på Scenekanten for tiden. De seneste udmeldinger fra regeringen betyder, at forårssæsonen for teater desværre er så godt som færdig for i år. Jeg savner at gå i teatret, og derfor kommer her tre alternativer som andre scenekunsthungrende mennesker, måske vil kunne få nytte af. Nej, det er ikke det samme som at være der i virkeligheden – men det er et pokkers godt alternativ i disse tider.

Det Kongelige Extra

Som flere af jer måske allerede har opdaget, har det Kongelige Teater lagt flere af de seneste års produktioner op. Her kan du bl.a. se opera, ballet og skuespil. Personligt vil jeg anbefale ’Højskolesangbogen’, en produktion som i sin tid blev anmeldt til seks stjerner hos Scenekanten.

Derudover har Det Kongelige Teater i aften kl. 20 premiere på stykket ’Karantæne’, som vil være gratis tilgængeligt online fra 9.-13. april.

Musical-fixet

For alle musicalfans derude lægger kongen af musicals, selveste Andrew Lloyd Webber, løbende sine mest populære musicals ud på YouTube. Den næste er ’Jesus Christ Superstar’.

Shakespeare

Det ikoniske Globe Theater gør nogen af de helt store klassikere tilgængelige. Lige nu kan du se Hamlet, men der er lagt et online program helt frem til juni med en række solide Shakespeare-stykker.

Der er endnu flere alternativer derude, og så kan det også være værd at tjekke nogen af de små uafhængige teaterkompagnier ud som også før verdensomspændende pandemier har lagt deres produktioner op online, som eksempelvis Musicalteatret, StarKidProductions & Eventyrteatret.

Foto: Det Kongelige Teater